S trækker kritiseret LA-video tilbage: Tvivl om ophavsretten

Pressechef hos S afviser, at videoen om Anders Samuelsen er fjernet på grund af kritik.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har været midtpunkt i regeringens forhandlinger i den seneste tid. Det inspirerede Socialdemokratiet til at lave en video. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Socialdemokratiet har nu fjernet den udskældte video fra Facebook, hvor partiet gennemgår Liberal Alliances og i særdeleshed partileder Anders Samuelsens modgang i den seneste tid.

Videoen har fået kritik fra flere politiske kolleger, som mener Socialdemokratiet skulle tage at fokusere på deres egen politik i stedet for på andre partiers fejltrin.

Finanslov 2018

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en finanslov for 2018. Hovedpunkterne er penge til ældre, sundhed og politi. Forhandlinger om skatteaftale og udlændingeaftale er ikke på plads og fortsætter.

Se Tema

Pressechef hos Socialdemokratiet Mads Brandstrup afviser, at videoen er fjernet på grund af kritikken.

- Der er opstået tvivl om ophavsretten til nogle af billederne i klippet og for at være på den sikre side, har vi valgt at tage klippet ned igen, lyder forklaringen fra Mads Brandstrup til DR Nyheder.

I videoen gennemgår Socialdemokratiet ”Anders Samuelsens seks faser”, som beskrives fra ”Stålfast” til når ”Virkeligheden indtræffer”.

Referencen til videoen stammer fra Liberal Alliances lange politiske kamp for at få store skattelettelser, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) måtte lægge i graven i sidste uge efter et hektisk forløb med dramatiske finanslovs- og skatteforhandlinger med Dansk Folkeparti.

Videoen har fået kritik af blandt andre De Konservatives leder Mette Abildgaard og Alternativets politiske ordfører, Carolina Magdalene Maier.

- Tja, man kan grine af de andre eller fortælle om sine egne visioner. Jeg foretrækker det sidste, skriver Carolina Magdalene Maier på Twitter.

Wammen forsvarede video

Kritikken af videoen om Liberal Alliance kom i kølvandet på en anden video fra Socialdemokratiets egen Facebook-profil, hvor Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) efterlyser, at journalisterne lader politikerne tale ud, når de bliver interviewet.

Videoen har fået kritikerne ud på kanten af stolen efter, at Socialdemokratiet kritiserer Anders Samuelsen i den nye video.

- Man ved, hvad Anders Samuelsen vil – det siger han klart - modsat jer? skriver Mette Abildgaard på Twitter.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, var tidligere i dag ude at forsvare videoerne.

- Det er altså en oppositions rolle både at komme med sin egen politik, men også at være dem, der holder regeringen i ørerne. Og jeg synes, vi lever op til begge dele, lød det fra Wammen.

I videoen herunder efterlyser Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen (S), at journalisterne lader politikerne tale ud, når de bliver interviewet.