S: Udsatte borgere skal have gratis tandpleje

Hjemløse og stofmisbrugere skal have adgang til gratis tandpleje, mener S.

Tre kommuner - Skive, Vordingborg og Svendborg - har allerede kørt forsøg, hvor tandplejen har tilbudt behandling til i alt 275 udsatte borgere. Arkivfoto (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Mørke huller i tandrækken og brune stumper, der ikke har set en tandlæge i årevis.

Det er virkeligheden for samfundets mest udsatte, som på ingen måde har råd til at lægge sig i en tandlægestol.

Men det skal være slut nu, mener Socialdemokratiet, der vil sikre gratis tandpleje til nogle af samfundets mest udsatte.

Partiet har dog endnu ikke defineret præcist, hvilke socialt udsatte der skal være omfattet af gratis tandpleje.

- Vi vil gerne sikre en bedre sundhed for nogle af de mest socialt udsatte, og derfor foreslår vi gratis tandpleje, siger partiformand Mette Frederiksen.

- At have dårlige tænder følger med et liv på gaden. Hvis man er aktiv stofmisbruger, hjemløs eller alvorligt psykisk syg, så er det svært at have adgang til tandhygiejne, for pengene er også små. Jeg har efterhånden mødt en del af gadens folk og kigget dem ind i munden, og så dårlige tænder er ikke et velfærdssamfund værdigt, siger Mette Frederiksen.

Hjælpe hvor nøden er størst

Hun peger på, at netop stofmisbrugere, hjemløse og alvorligt psykisk syge er dem, der vil kunne få glæde af den gratis tandbehandling, hvis socialdemokraterne får forslaget gennemført, og finansieringen skal ske ved at rulle skattelettelser på for eksempel fri telefoni tilbage.

Hvorfor ikke også hjælpe dem over 18, der heller ikke kommer til tandlæge, når de selv skal til at betale for det? Jeg mener, hvorfor ikke arbejde for at nedbringe priserne for alle, der har brug for tandpleje?

- Det her handler om, hvad der økonomisk er muligt, og derfor vil vi hjælpe der, hvor nøden er størst. Det er den for de mest socialt udsatte.

Tre kommuner - Skive, Vordingborg og Svendborg - har allerede kørt forsøg, hvor tandplejen har tilbudt behandling til i alt 275 udsatte borgere. Ifølge Tandlægebladet har erfaringerne været gode.

Forslaget om gratis tandpleje er en del af et større socialudspil, som præsenteres lørdag på Socialdemokratiets kongres.

Facebook
Twitter