S vil af med kviklån: Ønsker nul reklamer og låneloft

Forbrugerrådet kalder det en god ide at skærpe regler for kviklån med færre reklamer.

Reglerne for reklamer for kviklån i tv, radio og på internettet skal skærpes markant, forslår Socialdemokratiet. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © DR ARKIV)

Socialdemokratiet vil bekæmpe kviklån med ti nye forslag, som partiet vil indføre, hvis de vinder det kommende folketingsvalg.

Højst to kviklån per person og markant færre reklamer i det offentlige rum er blandt forslagene, skriver Politiken.

- Vi ser, at folk havner i gældsfælder, som ruinerer dem, og som de hænger fast i resten af livet, siger S-erhvervsordfører Morten Bødskov.

Partiet vil skærpe reglerne for reklamer for kviklån i tv, radio og på internettet og undersøge muligheden for et forbud.

Desuden skal en person højst kunne have to kviklån på 30.000 kroner ad gangen.

Hos Forbrugerrådet Tænk er seniorøkonom Morten Bruun Pedersen tilfreds med Socialdemokratiets forslag.

- Maks to kviklån per person er et godt forslag, fordi vi ser et stort problem i, at folk tager kviklån for at betalte gamle kviklån tilbage. Dermed få de en uoverskuelig økonomi med en masse lån, siger han.

- Kviklån er simpelthen roden til alt ondt i økonomien for rigtigt mange mennesker, siger Morten Bruun Pedersen.

Venstre er uenig. Et forbud mod reklamer for kviklån i det offentlige rum virker voldsomt, og et loft for antallet af kviklån er for formynderisk, mener erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.

/ritzau/

Facebook
Twitter