Så blev det Arnes tur: Regeringens pensionsaftale er på plads

Regeringen, Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti har indgået aftale om ret til tidlig pension.

Regeringen, Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti blev natten til lørdag enige om en pensionsaftale. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Sent i nat blev det Arnes tur. Her præsenterede regeringen med støtte fra Enhedslisten, Dansk Folkeparti og SF en aftale om retten til tidlig pension for arbejdsmarkedets mest nedslidte.

Aftalen træder i kraft i 2022.

- Vi har forhandlet og haft en ret lang slutspurt. Vi er endelig blevet enige om en ret til tidlig pension for folk med lange og hårde arbejdsliv, sagde beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

- Vi er også glade for, at vi som en del af aftalen udvider seniorpensionsordningen, konstaterede ministeren.

- Vi er glade for, at det er lykkedes os at finde en anden finansiering. Vi syntes, der var mange skatter og afgifter i finansieringen og det har vi fået gjort noget ved, sagde Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.

Regeringens prestigeprojekt

Retten til tidlig pension for nedslidte har længe været et prestige-projekt for regeringen.

Under valgkampen sidste år blev bryggeriarbejderen Arne ansigtet på regeringens planer. Derfor er retten til tidlig tilbagetrækning måske bedre kendt som ‘Arne-pensionen’.

Indledningsvis lå aftalen til at falde på plads før efterårsferien, men forhandlingerne strakte sig alligevel ud på de små timer.

Dansk Folkeparti udeblev nemlig fra forhandlingerne fredag eftermiddag, hvor de sidste detaljer skulle falde på plads.

Herunder forklarer partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) hvorfor han meldte afbud:

Kort før målstregen opfordrede partiet i stedet regeringen til at opgive tankerne om, at aftalen skal finansieres ved hjælp af ‘samfundsbidrag’ fra finanssektoren samt forhøjet skat på aktieindkomst.

I stedet kunne man finde pengene ved blandt andet at skære i bureaukrati på jobcentre samt indføre et deltagergebyr for kursister på sprogskoler, der skal lære at tale dansk, lød forslaget.

- Vi mener, at vi kan finde en milliard på jobcentrene og 150 millioner på sprogskolerne, lød det fra finansordfører René Christensen.

Fredagens forhandlinger strakte sig ind i natten. Her ankommer Pernille Skipper og Victoria Velásquez fra Enhedslisten til Beskæftigelsesministeriet. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Ud på aftenen mødtes parterne atter hos beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), der serverede flæskestegssandwich til aftensmad.

Det blev dog tidlig morgen, før aftalen kunne fejres med en fyraftensøl i ministeriet.

Glæde hos SF og EL

SF-formanden kunne fejre, at ordningen også kommer til at omfatte Arnes hustru, som var et stort krav for partiet.

- Jeg er rigtig glad for aftalen, for den gør det muligt for flere pædagoger, sygeplejersker, sosu-assistenter og lignende at få del i pensionen, sagde Pia Olsen Dyhr.

Enhedslisten fik med i aftalen, at eksempelvis sygeplejersker optjener ret til pension, mens de er i praktik eller under uddannelse.

- Det betyder, at der er mange fra den faggruppe, der nu kommer med i aftalen, sagde Pernille Skipper.

Artiklen er opdateret med flere citater.

Facebook
Twitter