Et udsalg til amerikanske kapitalister eller en udmærket aftale.
Så forskellige er SF'ernes holdninger til planerne om at sælge 19 procent af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
- Det er en god ide, at vi stopper det her udsalg af danske samfundsværdier til amerikanske kapitalister, siger folketingsmedlem Karsten Hønge (SF), der håber, at SF bliver i regeringen.
Udmærket aftale
Politikerne gav hurtige svar på vej ind fra kulden til DGI Byens konferencelokaler, hvor SF's landsledelse har indkaldt folketingsgruppen til møde om Dong-salget.
- Jeg synes, det er en ganske udmærket aftale, siger udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF).
Auken har set mange oaser
Andre er ligeledes pragmatiske i holdningen til salget.
- Hvis det er den (aftale, red.) vi ender med, så går jeg ind for den.
- Sådan er det. Jeg bliver ikke tør i halsen. Jeg har set mange oaser, siger Margrethe Auken, medlem af Europa-parlamentet for SF, med henvisning til diskussionen om, at SF har slugt for mange kameler i regeringssamarbejdet.
- Linjen er ret klar. Det er ikke et spørgsmål om vores regeringsdeltagelse, siger SF's formand Annette Vilhelmsen.
Den tidligere erhvervs- og vækstminister, Ole Sohn, er positivt stemt over for aftalen.
- Dong har brug for en kapitalindsprøjtning, siger Ole Sohn, der ikke mener, at regeringen sælger ud af arvesølvet, da staten bevarer kontrollen over Dong.
Özlem Cekic har tidligere været på konfrontationskurs med SF's ledelse, men efterlod alligevel et indtryk af sin holdning.
- Der er en ret stor bekymring i brede kredse i SF. Set ud fra et SF-synspunkt, så burde det også skabe bekymring, når man sælger ud af landets infrastruktur, siger Özlem Cekic.