Sådan bliver statsministerens nytårstale til: 'Alle vil jo gerne skrive den sætning, der bliver husket'

Anita Furu har skrevet utallige taler for fire statsministre - og nytårstalen er og bliver den vigtigste, siger hun.

(Foto: (arkivfoto) Scanpix. Bearbejdet af Nathalie Nystad)

- Det er jo ofte sådan, at folk ikke kan huske, hvad de har hørt i en tale.

Når Anita Furu siger det, lyder det først lidt som et uvelkomment og ret upraktisk faktum, hun har måttet kæmpe med i de 14 år, hun har været taleskriver i Statsministeriet.

Samtidig fornemmer man, at netop dét forhold rummer en udfordring, hun faktisk godt kan lide.

- Folk kan huske, om de syntes, det var en god tale eller en dårlig tale, og de kan huske, om de kunne lide personen, der holdt talen, forklarer Anita Furu.

Nu er landets statsminister nærmest per definition en person, som de fleste allerede har en holdning til. Af det usædvanligt store publikum, der tænder for fjernsynet 1. januar og ser statsministeren tone frem, vil noget nær halvdelen have stemt på en anden - ønske, at en anden sad i hans eller hendes sted.

Både Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og nu Mette Frederiksen har holdt taler, som Anita Furu har været med til at formulere.

I november stoppede hun som fuldtidstaleskriver i Statsministeriet for at hellige sig sin forfatterkarriere, og det giver hende nu mulighed for at fortælle om en proces, som kun ganske få mennesker er involveret i, og som hun måske kender bedre end nogle andre.

- Nytårstalen er nok den vigtigste tale overhovedet for en statsminister, fordi det er her, man taler direkte til næsten to millioner danskere. Og det er en anledning til at tale som hele Danmarks statsminister – også til dem, der ikke lige har stemt på én, siger hun.

En statsminister har med Anita Furus ord altid en kæmpe megafon for munden. Den 1. januar bliver der skruet ekstra meget op for volumen. Lydbølgerne når flere, end de plejer, og det er lige præcis det, der gør forskellen.

'Det er sådan lidt intenst'

Det er en snæver kreds, der er samlet - som oftest på Marienborg - 1. januar.

Andre taler - for eksempel den til Folketingets åbning - involverer mange embedsmænd og ministerier, fordi den har et bredt fagligt indhold, men nytårstalen er en mere personlig tale fra statsministeren til befolkningen.

- Det er den tale, som statsministrene former allermest, og selv er nede at skrive en væsentlig del af, forklarer Anita Furu.

Kun tre-fire mennesker med til at formulere ordene.

Med hver deres sæt af papirer og en kuglepen i hånden er opmærksomheden i den fine stue i statsministerens embedsbolig - eller enkelte gange i det aflange kontor i Statsministeriet - rettet mod personen bag det ikoniske skrivebord, der i løbet af eftermiddagen danner rammen om indtil flere generalprøver.

- Det er en helt særlig tale, og enhver politiker vil gøre sig umage – det kan man godt mærke i rummet. Der er altid en god stemning, siger Anita Furu.

- Det er sådan lidt intenst.

Der er kameraer sat op. Nipset på bordet og i vinduerne er nøje udvalgt. Talen er blevet finpudset i dagevis, og nu er der kun timer til, at den skal holdes for hele Danmark.

  • Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holder nytårstale i 2013. (Foto: Peter Hove Olesen © Peter Hove Olesen)
  • Statsminister Anders Fogh Rasmussen under hans nytårstale i 2008. (Foto: Foto: Jens Nørgaard Larsen © SCANPIX DANMARK)
  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt nytårstale i Statsministeriet i 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
  • Statsminister Mette Frederiksen (S) under hendes nytårstale på Marienborg sidste år. (Foto: Philip Davali © Philip Davali)
1 / 4

Arbejdet er begyndt godt og vel en måned tidligere. Temaerne bliver vendt mere og mere systematisk i slutningen af november. Nogle af dem er måske allerede blevet noteret - gemt, da åbningstalen blev formuleret op til den første tirsdag i oktober, hvor Folketinget åbner.

- Man vil først begynde at skrive den i december, og ofte bliver der arbejdet videre på den mellem jul og nytår, siger Anita Furu.

- Når man først har hovedbudskaber, rød tråd og tone på plads, er det en forholdsvis kort tale, som i princippet kan skrives ret hurtigt, forklarer hun.

Den sidste redigering går ofte ud på at skære op til en femtedel af talen væk, og den 1. januar handler det om enkelte sætninger, rytme og pauser.

- Så holder statsministeren en generalprøve, og så tager man en runde. Man laver nogle smårettelser, og så gør man det igen. Jeg kan faktisk ikke huske, hvor mange generalprøver, vi plejer at lave, siger Anita Furu.

Selv sidder hun og streger de sætninger under, der fungerer særligt godt. Lytter efter pauserne, som får ordene til at synke ind.

Nærvær og sympati

Den vigtigste rettesnor i hele processen er faktisk ikke de konkrete ord. Det er talens tone og det indtryk, den skal efterlade.

- Alle statsministre vil jo godt skrive den der sætning, der bliver husket, men i virkeligheden handler det om at skrive noget meget enkelt, siger Anita Furu.

Én årsag er, at den bliver hørt. Man kan ikke bare bladre tilbage i en tale.

Men i sin grundform handler nytårstalen også i højere grad om værdier, nærvær og om at samle danskerne, end den handler om konkret politik, mener hun.

Samtidig er det netop dét, der er med til at gøre den til et yderst effektivt politisk redskab.

- Fordi der er så stort et publikum, så er den vigtig. Hvis man vil gennemføre noget politik i det nye år, så er det godt at forberede folk på det og sætte en stemning af, at det er vigtigt, siger Anita Furu.

- Det sætter nogle pejlemærker for debatten, og den er også vigtig for at vække tilhørernes sympati, fortsætter hun.

Men den effekt kommer ikke af sig selv.

- Statsministeren skal være meget nærværende, det er meget vigtigt, og det er faktisk svært, når man sidder bag et skrivebord, og det er en tale, der bliver vist på TV, mens folk sidder hjemme i stuerne og måske er lidt matte efter nytårsaften, siger Anita Furu.

- Man skal jo holde en tale, der samler. Men det betyder ikke, at det skal være en hyggetale. Man kan godt sige nogle ubehagelige sandheder til folk.

En samlende statsminister?

Det er et dilemma, mener Anita Furu.

I dag er der en forventning om, at nytårstalen skal indeholde en politisk nyhed, men den slags - som de fleste kan huske det fra Anders Fogh Rasmussens bemærkning om smagsdommere og Lars Løkke Rasmussens lancering af afskaffelsen af efterlønnen - er ikke just noget, der samler.

- Det var i virkeligheden taler, som brød med nytårstaleformen, siger Anita Furu.

- Talens formål er at samle Danmark, sætte ord på, hvor vi er lige nu – så vi kan genkende os selv - og at lægge nogle spor ud for det nye år, forklarer hun.

Her er 'vi' vel at mærke både de danskere, der kan lide og måske endda har stemt på statsministeren, men også danskere, der slet ikke deler hans eller hendes syn på samfundets udfordringer.

Det med at sætte ord på, hvor vi er, ligner på sin vis lidt formålet i en anden tale - også en nytårstale, men én med en helt anden afsender, påpeger Anita Furu.

- Dronningens nytårstale bliver altid rost fra alle sider, og statsministerens nytårstale bliver altid bedømt hårdt af politikere og kommentatorer - og sådan skal det være.

- Men jeg synes, det viser, hvor meget vores opfattelse af en tale afhænger af, hvem der holder den - af taleren, siger hun.

Det er et faktum, Anita Furu morer sig over.

Men som bekendt er det jo ofte også sådan, at folk ikke husker, hvad de hørte i talen - de husker, om de kunne lide afsenderen.

FacebookTwitter