Særligt corona-udsatte og deres pårørende får ret til sygedagpenge

Dem, der er særligt udsatte for corona, får nu en økonomisk håndsrækning.

Både særligt udsatte og deres pårørende kan blive hjemme fra arbejde med ret til dagpenge. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Godt to måneder efter at landet blev lukket ned for at forhindre spredning af corona, er der nu en aftale på plads for dem, der er særligt udsatte for virussen.

Kronikere, svært

overvægtige
, personer med lunge- og hjertesygdomme og andre i risikogruppen får ret til sygedagpenge, mens de bliver hjemme og passer på sig selv.

Også

pårørende
, der bor i samme husstand som én i risikogruppen, kan gøre brug af ordningen.

- Det er et nyt greb, men forhåbentlig vil det skabe en masse tryghed, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard erkender, at mange har ventet længe på denne ordning. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Han erkender, at de danskere, der er særligt bekymrede for at blive smittet med virus - eller for at tage sygdommen med hjem til deres sårbare ægtefælle eller børn - har måttet vente rigeligt længe.

- Jeg kan godt forstå, at der har siddet mange derude og ventet utålmodigt på det her. Det, som vi jo har ventet på, har været Sundhedsstyrelsens rapport, som kom i sidste uge, og som afgrænser, hvilke risikogrupper vi snakker om.

Minister: De fleste vil ende med at få fuld løn

Selvom regeringen sammen med alle Folketingets partier har lavet en ordning, der i udgangspunktet giver sygedagpenge, så vil langt de fleste ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ende med at få fuld løn, selv om de holder sig fra arbejdet på grund af frygt for smitte.

- Rigtig mange vil opleve at få fuld løn, fordi det indgår som en del af deres ansættelsesvilkår. I de tilfælde, hvor man ikke har adgang til fuld løn, så kan man selv modtage

dagpenge
, siger han.

Men kan det ikke få nogle til hellere at tage risikoen ved at tage på arbejde end at blive hjemme, fordi de økonomisk hellere vil have fuld løn?

- I langt de fleste tilfælde, kan vi allerede se, så har vi arbejdsgivere derude, som tænker på deres medarbejderes ve og vel. På mange

arbejdspladser
har man tilrettelagt arbejdet, så man undgår smittespredningen.

- Vi synes, vi har fundet den bedste model, der kan komme ud virke i samfundet hurtigst muligt, og det vi lægger op til er at få en hastelovgivning igennem i næste uge. Skulle vi have fundet på en helt ny model, vil det tage endnu længere tid, og så havde vi ikke kunnet give den fornødne tryghed, siger Peter Hummelgaard.

Stor glæde hos flere partier

Hos regeringens ene støtteparti, Enhedslisten, er arbejdsmarkedsordfører Jette Gottlieb tilfreds med, at der efter flere ugers ventetid nu er en aftale på plads for de mest udsatte grupper.

- Det har vi og de sårbare grupper arbejdet for, siden de første hjælpepakker så dagens lys. Man skal ikke tvinges til at vælge mellem helbred og økonomi, lyder det i en

pressemeddelelse
fra partiet.

Og på den anden fløj - hos Dansk Folkeparti - er

beskæftigelsesordfører
Bent Bøgsted også godt tilfreds med aftalen.

- Vi havde ønsket, det havde været med lønkompensation, det blev det ikke til.

- I betragtning af, hvordan forholdene er, så har vi med det her sikret, at risikogrupper kan få lov at blive hjemme, så de er sikre på, de ikke selv bliver smittet eller tager smitte med hjem, siger han.

Hos SF er

beskæftigelsesordfører
Karsten Hønge også godt tilfreds med aftalen, selv om SF ligesom Dansk Folkeparti hellere havde fået
decideret
lønkompensation med i aftalen i stedet for sygedagpenge.

- Jeg havde da gerne set, at vi havde fundet en løsning, hvor man kunne gå på lønkompensation og ikke sygedagpenge, men det var der ikke flertal for, siger han.

Aftalen gælder i udgangspunktet til og med 1. september, og der er afsat 200 millioner kroner til ordningen.

Facebook
Twitter