Samlet opposition kalder Inger Støjberg i hastesamråd

Partierne håber, at samrådet kan finde sted allerede i uge otte.

Inger Støjberg (V) skal atter i samråd i sagen om adskillelse af asylpar. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er blevet kaldt i et såkaldt hastesamråd i sagen om adskillelsen af asylpar.

Det er en samlet opposition, der står bag indkaldelsen, som de håber kan finde sted i uge otte, skriver Information.

- Min bedste vurdering er, at Inger Støjberg ikke har fortalt sandheden, siger Mattias Tesfaye (S) til avisen.

Udviklingen kommer efter, at Information i går bragte historien om en hidtil hemmeligholdt mailudveksling.

I denne mailudvekskling giver den daværende direktør for Udlændingestyrelsen, Henrik Grunnet, angiveligt et billede af, at styrelsen på et møde i februar 2016 havde fået indtryk af, at de skulle adskille alle asylpar, hvor den ene part var under 18 år.

Og dermed at styrelsen ikke var blevet gjort opmærksom på, at der gjaldt visse undtagelser til den instruks, som blev udsendt af Inger Støjbergs ministerium for tre år siden.

Noget som Inger Støjberg ellers selv har forklaret.

Instruksen betød, at unge asylpar blev ulovligt adskilt i 2016.

Historien har også fået Folketingets Ombudsmand til at gå ind i sagen. Ombudsmanden har nu bedt ministeriet bekræfte ægtheden af mailudvekslingen og om at få den udleveret.

Derudover beder han om svar på en række opfølgende spørgsmål til, hvorfor dokumenterne ikke er blevet udleveret. Og hvorvidt mailen giver ministeriet anledning til nye bemærkninger i sagen.

Facebook
Twitter