Et uværdigt debatcirkus med mange fædre.
Sådan betegner udenrigsminister og LA-formand Anders Samuelsen den seneste uges diskussioner, forhandlinger og stridigheder med Dansk Folkeparti om at få landet en skatteaftale og stramninger på udlændingeområdet.
- Alligevel bremses alt lige nu i et uværdigt debatcirkus. Det cirkus har mange fædre - ikke kun én. Jeg påtager mig gerne min del af ansvaret.
Liberal Alliance vil nu stemme for finansloven fredag uden at have landet en skatteaftale inden. Derimod forventer partiet at få genstartet forhandlingerne i januar, når partierne vender tilbage fra juleferie.
LA-formandens budskab kommer to dage før den afgørende afstemning om finansloven, som regeringspartierne har aftalt med støttepartiet Dansk Folkeparti.
En LA-deadline med kort varsel
Afstemningen har været en slags deadline, fordi flere af Liberal Alliances medlemmer har truet med at stemme nej til den afgørende 3. behandling af regeringens egen finanslov, hvis ikke der forinden var landet en aftale om historiske skattelettelser.
Det gør der ikke.
"Mange har i de sidste dage tvivlet på om skattelettelserne kom. Det gør de. Inden jul endda. Og de blive de største i mands minde. Tillykke Danmark," skrev Samuelsen.
De seneste dage har det stået klart, at det ville være umuligt at nå en aftale inden jul, og internt i regeringen har der henover weekenden været dramatiske forhandlinger om at finde en løsning.
Anders Samuelsen erkender, at de seneste par dage i dansk politisk har været dramatiske.
- Og det er faktisk helt unødvendigt. Vi har forhandlet om en ambitiøs skatteaftale, der letter skatten for helt almindelige danskere, siger han på et hasteindkaldt pressemøde.
- Vi har forhandlet om områder, hvor Folketinget burde kunne blive enige om at lave gode aftaler for Danmark, der sikrer tryghed og velstand.
- Vi gik på kompromis undervejs. Ikke bare en gang, to gange eller tre gange, men mange gange. Vi gjorde det, fordi alle skal kunne se sig selv i en aftale, siger LA-formanden.
Op til vælgerne om de skal tro på Samuelsen
Det er ikke første gang LA-formanden stiller krav for at stemme for aftaler. Sidste år var det topskattelettelser på fem procent, der var det ultimative krav fra Liberal Alliance. Det endte som bekendt med, at partiet blev inviteret med i regeringen.
Hvordan skal dine vælgere overhovedet tro på dig?
- Vi har også undervejs i forløbet skabt mange resultater. Senest i finansloven med skattelettelser. Om man skal tro på mig eller ej, det skal jeg nok ikke svare på. Det skal dem, der overvejer at stemme på Liberal Alliance.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder klokken 19.00 et pressemøde, hvor han også ventes at kommentere på forhandlingerne.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har her til aften ingen kommentarer.