Samuelsen: Undskyldningen er for processen - den var ikke særlig køn

Liberal Alliances leder fornemmer "rigtig fin opbakning" i partiet.

Med store bogstaver skrev Liberal Alliancer-leder Anders Samuelsen i går "UNDSKYLD" på sin Facebook-side. Han har fejlet, og kritikken af ham er helt i orden, lød erkendelsen.

Her til formiddag uddyber Anders Samuelsen, at det er processen omkring skatteforhandlingerne op til jul, han beklager.

Finanslov 2018

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en finanslov for 2018. Hovedpunkterne er penge til ældre, sundhed og politi. Forhandlinger om skatteaftale og udlændingeaftale er ikke på plads og fortsætter.

Se Tema

- Undskyldningen er for processen, som ikke var køn. Jeg er ikke sikker på, at resultatet havde været anderledes, men processen var ikke køn, og det skal jeg som leder selvfølgelig sige, at det beklager jeg også over for baglandet, siger Anders Samuelsen.

Han hentyder til det dramatiske forløb i december, hvor Liberal Alliance på højst usædvanlig vis truede med ikke at ville stemme for regeringens finanslovsaftale, hvis der ikke oveni blev indgået en aftale om skattelettelser.

Men Dansk Folkeparti stod fast på, at der skulle markante udlændingestramninger og et "paradigmeskifte" på udlændingeområdet til som betaling for skattelettelser. Det endte som bekendt med, at Anders Samuelsen kravlede ned fra træet og stemte for finansloven for 2018.

- Der er ingen tvivl om, at processen ikke var særlig køn. Det politiske indhold står vi stadig på mål for. Det er mærkeligt, at vi ikke kan finde et flertal for at lette skatten for helt almindelige danskere.

Du kaster dig nærmest i støvet. Hvor har du fejlet?

- Det forløb, vi så op til jul, var ikke kønt. Vi troede, at der var en aftale. Det var det indtryk, vi var blevet givet, og derfor agerede vi, som vi gjorde. Det var der så ikke tilsyneladende - heller ikke selvom statsministeren også troede, at der var en aftale. Og jeg tager min del af ansvaret for, at den proces kørte af sporet.

Skal du så gøre noget anderledes nu?

- Jeg skal i hvert fald ikke ud og gentage det, som vi gjorde op til jul. Vi skal have fokus på det politiske indhold og sørge for at bringe de argumenter på banen, der gør, at vi forhåbentlig får en bedre politik i det her land, siger Anders Samuelsen.

Samuelsen: Jeg bliver

I dele af Liberal Alliances bagland diskuteres det nu, hvorvidt partiet bør træde ud af regeringen, og enkelte lokalformænd taler åbent om at skifte ud i LA's øverste ledelse.

Jeg har fuld opbakning i folketingsgruppen og i partiet.

Anders Samuelsen

Det får dog ikke Anders Samuelsen til at vakle.

- Jeg fornemmer nu faktisk, når man er inde på vores lokale Facebook-sider, at der er rigtig fin opbakning til både vores politiske projekt og også til mig, siger han.

- Der er nogle enkelte - og det har der været hver gang, at der har været stormvejr - som synes, at nu kan det også godt være, at det er nemmest at skifte leder. Man har ikke historisk belæg for, at det giver ret meget ramasjang i forhold til meningsmålinger. Det eneste, der virker her, er det lange, seje træk.

Så du er sikker på, at du bliver som leder?

- Ja. Der vil i den her situation være kritiske røster. Det har jeg fuld respekt for. Det relevante er, hvordan vi kommer videre herfra. Der er begået procesfejl. Det har vi erkendt, men det er ikke det, der har stået i vejen for, at vi har fået en skatteaftale. Det er, at der er politisk modstand mod at sænke skatterne for helt almindelige danskere, siger Anders Samuelsen.

LA-lederen føler ikke, at kritikken af ham fra dele af baglandet er repræsentativ for den generelle stemning i partiet.

- Jeg har fuld opbakning i folketingsgruppen og i partiet. Der er et par stykker, som har været ude. Og jeg tror, I har brugt rigtig meget energi på at finde så mange som muligt, som havde kritiske bemærkninger. Og så vidt jeg har noteret, er det nogle få stykker. Sådan vil det altid være, siger LA-lederen.

Han understreger, at Liberal Alliance fremover kommer til at bruge nye arbejdsmetoder for at få sin politik igennem.