Samuelsen: USA er tilfreds med forsvarsforlig

USA's forsvarsminister, Rex Tillerson, er godt tilfreds med, at det danske forsvar får flere penge.

Udenrigsminister Anders Samuelsen har holdt møde med den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson (til højre), i Washington.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har været på besøg hos sin amerikanske kollega, Rex Tillerson, og her blev det nye forsvarsforlig, der faldt på plads søndag, også rundet.

- Vi havde et godt og konstruktivt møde, hvor vi kom rundt om mange af de emner, som både optager USA og Danmark, siger Anders Samuelsen.

- Der var stor tilfredshed med, at vi nu fra dansk side for første gang i mange år har besluttet os for at øge bevillingerne til Forsvaret.

- Samtidig med at der også er en klar erkendelse fra den amerikanske administration af, at de steder, hvor Danmark bidrager, så gør vi det også på et meget højt og professionelt niveau, siger Anders Samuelsen.

Det nye forlig tilfører 12,8 milliarder kroner til Forsvaret frem mod 2023. Det er første gang siden den kolde krig, at Forsvaret har fået en egentlig budgetforøgelse.

Ud over det danske forsvarsforlig fik de to udenrigsministre blandt andet diskuteret forholdet til Rusland, Ukraine, indsatsen i Mellemøsten samt konflikten mellem Nordkorea og Sydkorea.

Det er ikke første gang, at Samuelsen møder Tillerson. De har tidligere mødt hinanden - blandt andet i forbindelse med et møde om Arktis sidste år.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk