Samuelsens pris: Bilejere slipper for afgift

Regeringens boligpulje på 1,5 mia. kr. giver også gevinst til ejere af gamle varevogne. Det var Anders Samuelsen pris for at godkende renoveringspakken.

Det kostede 1,4 mia. kr. til bilejerne, at få Anders Samuelsen fra Liberal Alliance til at gå med til renoveringspakken. (Foto: Casper Christoffersen © Scanpix)

Både boligejere og ejere af varevogne får gevinst ud af regeringens renoveringspakke, der tirsdag faldt på plads efter et dramatisk og besynderligt forhandlingsforløb.

Ejere af varevogne kan sende en venlig tanke til Liberal Alliance, når de sætter sig bag rattet. Partiet har med blot to mandater fået regeringen til at bøje sig i forhandlingerne om en renoveringspuljen på 1,5 milliarder kroner.

En planlagt højere afgift på biler med gule plader er nu droppet for at få Liberal Alliance med.

Bilejere spares for 1,4 mia.

- Vi har samlet set løftet gulpladebilejerne for en kæmpe udgift på omkring 8 - 10 milliarder kroner. Det er en kæmpe gevinst, siger Anders Samuelsen fra Liberal Alliance.

Bilejerne vil nu og her blive sparet for 1,4 milliarder kroner i afgifter, og med tiden, indtil de gamle biler er udfaset, vil det løbe op.

Ændringen betyder, at der alligevel ikke kommer ekstra afgift på gamle dieselbiler uden partikelfilter, at en planlagt forhøjelse af vægt- og udligningsafgift på de varevogne, der kører på vejene i dag ikke gennemføres, og at det ikke indføres et særligt tillæg for gamle varebiler fra før juni 1998.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen erklærer sig tilfreds med den samlede aftale, men konstater også, at finanslovaftalen med Liberal Alliance udløber 31. december i år.

- Vi står ved de aftaler, vi har indgået. Og når jeg har indgået en finanslovaftale med de partier, der står her, så er det vigtigt, at de partier holder sammen omkring den aftale. Og den udløber den 31. i 12. i år, sagde han.

Gamle dieselbiler uden partikelfiltre slipper for højere afgifter. Hvad synes du om aftalen?

FacebookTwitter