SAP kritiserer Enhedslisten og Asmaa

Socialistisk Arbejderparti langer ud efter Enhedslisten for at opstille Asmaa Abdol-Hamid som folketingskandidat - og støtte hendes udtalelser om modstandsbevægelsen i Irak.

Asmaa Abdol-Hamid skaber kritik i Enhedslistens socialistiske bagland. (Foto: © Ernst van Norde, Scanpix)

Socialistisk Arbejderparti (SAP), som var med til at danne Enhedslisten, kritiserer Liste Ø's beslutning om at opstille Asmaa Abdol-Hamid som folketingskandidat - og ikke mindst partiets efterfølgende forsvar af hendes kontroversielle støtte til modstanden mod de danske soldater i både Irak og Afghanistan.

SAP's forretningsudvalg skriver i et ugebrev, at de to sager er årsagen til, at Enhedslisten nærmer sig spærregrænsen i meningsmålingerne, og at medlemmerne melder sig ud af partiet.

- Enhedslistens aktuelle problemer kan altså ikke udelukkende forklares med Asmaas person, synspunkter og udtalelser. Det er også et politisk problem, at et mindretal er parate til at erklære deres støtte til reaktionære fundamentalister, blot fordi de kæmper mod USA; Storbritannien og Danmark, hedder det i ugebrevet.

Enhedslistens udenrigsordfører Rune Lund afviser kritikken.

- Det er en faktuelt forkert påstand at Asmaa eller folketingsgruppen skulle have udtrykt støtte til konkrete væbnede grupper i Irak. Det er Enhedslistens helt klare politik, at det gør vi ikke, siger Rune Lund til Ritzau.