Schall Holberg fastholder kritik af antiterrorpakken

Venstre-kritikere af antiterrorpakken fik ikke tid til at tale deres sag på et gruppemøde, lyder det fra Britta Schall Holberg. Justitsminister Lene Espersen mener, at kritikerne bare bruger sagen til at komme i medierne.

Ud over Britta Schall Holberg (billedet) er en af de store kritikere mod antiterrorpakken Venstres retsordfører, Birthe Rønn Hornbech. (Foto: DR © DR)

Antiterrorpakken vil ændre ved væsentlige retsprincipper i det danske samfund, men i Venstre brugte man ikke lang tid på at lukke munden på kritikere i egne rækker. Det sagde Britta Schall Holberg efter et gruppemøde torsdag, som varede knap en time.

- Vi har haft en meget kort gruppemøde. En time er alt for lidt til at drøfte så store spørgsmål, og der var en hel række, som slet ikke fik ordet, og det er der lidt frustration over, siger Britta Schall Holberg.

Skred i retsprincipper

Hun har ingen anelse om, hvor mange der er mod antiterrorpakken, men hendes egen holdning til pakken er klar.

- Sagen er, om den her pakke overhovedet løser noget. Der foreligger et væsentligt problem omkring manglende retskendelser og overvågning af mennesker, som slet ikke er under mistanke, siger hun og er sikker på, at forslaget bliver ændret på en række punkter, når det skal behandles i Folketinget.

- Hvis der ikke sker ændringer, så kan jeg ikke stemme for forslaget, for jeg mener, det er sådan et skred i danske retsprincipper, siger Britta Schall Holberg.

Ud over Britta Schall Holberg er en af de store kritikere mod antiterrorpakken Venstres egen retsordfører, Birthe Rønn Hornbech, som ikke vil kommentere partiets godkendelse af pakken.

VU: Vi nærmer os en politistat

Hos Venstres Ungdom er man også lodret uenig med det flertal i Venstres folketingsgruppe, som har tilsluttet sig antiterrorpakken.

- Vi nærmer os Mellemøsten, men ikke på den positive måde, siger Karsten Lauritzen, som er enig med retsordfører Birthe Rønn Hornbech i, at Danmark tager skridt i retning af at blive en politistat.

Karsten Lauritzen mener ikke, at der siden Venstres landsmøde sidste efterår, er pillet noget som helst ud af pakken, bortset fra logningen af kommunikation på nettet - et punkt, som er udsat til efteråret.

- Jeg har ikke kunnet få svar på, hvad der er ændret, siger VU-formanden og efterlyser, at de fire tidligere VU-formænd i Folketinget forsvarer de liberale værdier i stedet for deres karriere.

Gruppeformand ikke urolig

Venstres gruppeformand, Svend Erik Hovmand, tvivler ikke på, at partiet trods alt leverer de nødvendige stemmer, når lovene sættes til afstemning i Folketinget.

- Situationen er den, at vi har nogle stykker i gruppen, der har taget forbehold, og nogle få, der lige vil overveje situationen og se, hvad det betyder i praksis, og som er i tvivl. Men min fornemmelse er, at når vi kommer til afslutningen og står foran snorene, så er det højest nogle få i gruppen, der tager forbehold, siger Svend Erik Hovmand.

Han kalder samtidig sagen vigtig, men forstår kritikerne, der er bekymrede for retssikkerheden. Men han mener, at der med regeringens forslag er fundet den gyldne middelvej mellem sikkerhed og retssikkerhed.

Espersen: De vil bare i medierne

Justitsminister Lene Espersen har der imod ikke meget til overs for kritikerne. Hun siger til Politiken, at formålet med Birthe Rønn Hornbech og de øvrige Venstrefolks modstand, blot har været at kunne komme i medierne.

Facebook
Twitter