Se om regeringen vil spare på din uddannelse næste år

Regeringen lægger op til millionbesparelser på uddannelser.

En lang række humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser står med regeringens finanslovsudspil til at blive ramt af millionbesparelser næste år. (Foto: Collage: Mads Rafte Hein)

132 forskellige uddannelser landet over står næste år til at miste et særligt tilskud på 5.000 kroner per studerende.

Trods løfter om det modsatte har regeringen i sit finanslovsudspil nemlig ikke afsat de 290 millioner kroner, det vil koste at forlænge tilskuddet, der kaldes et taxameterløft.

Sådan fungerer taxameterløftet

Universiteterne bliver betalt efter et taxameter-system, hvor forskellige uddannelser får forskellige takster per studerende.

Fag inden for naturvidenskab, teknisk videnskab og sundhedsvidenskab modtager typisk den højeste takst, mens samfundsvidenskab og humaniora typisk modtager den laveste takst. Den hedder takst 1 og lyder i år på 31.900 kroner per studerende.

Taxameterløftet blev indført i 2010, efter en rapport året før havde vist, at de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser på takst 1 var underfinansierede i forhold til andre uddannelser.

Derfor lavede man et såkaldt taxameterløft for uddannelserne på takst 1. Det har været på 5.000 kr. for hver studerende, der har bestået sine eksamener.

I valgkampen forpligtede Socialdemokratiet sig til at fortsætte taxameterløftet næste år, men de 290 millioner kroner, det vil koste, er ingen vegne at finde i S-regeringens udspil til en finanslov for næste år.

Det har fået både støttepartier, studerende og universiteter til at anklage regeringen for løftebrud. Regeringspartiet siger omvendt, at det nu er op til en drøftelse med støttepartierne at afgøre, hvad der er vigtigst at prioritere.

Omvendt har regeringen bebudet, at omprioriteringsbidraget bliver sløjfet på uddannelse, så universiteterne ikke længere skal spare to procent om året.

FacebookTwitter