Se Vestagers landsmødetale: Vi vil gerne Enhedslisten

Radikale Venstre holder i weekenden landsmøde i Nyborg. Partiformand Margrethe Vestager har netop holdt sin tale.

Partiformand Margrethe Vestager har netop holdt sin tale.

Sådan er det jo.

Fire ord, der de seneste uger har klæbet sig til De Radikales partileder og indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager. Og fire ord, der sammen blev brugt otte gange i den tale, som Margrethe Vestager netop har holdt på Hotel Nyborg Strand, hvor omkring 500 medlemmer af Radikale Venstre er samlet til partiets landsmøde.

Fra talerstolen lagde Margrethe Vestager ud med at nævne de politiske resultater, der er til at tage og føle på. Partiet er gået fra ni til 17 mandater siden valget sidste år i september, efterlønsreformen er gennemført og det udskældte pointsystem for sammenførte familier er afskaffet.

- Der er meget af være stolt af, sagde Margrethe Vestager som noget af det første til sine partifæller.

Men selv om Radikale i den nye S-SF-R-regering ofte bliver omtalt som det parti, der får størst indflydelse på den førte politik, så bliver der gået på kompromis. Også i Radikale Venstre.

- Som alle andre har vi også indgået kompromiser. Ingen skal have, og ingen kan få, sin vilje 100 procent. Træerne vokser ikke ind i himlen. Heller ikke hos Radikale Venstre. Og bare rolig, vi skal nok komme i modvind igen, sagde Margrethe Vestager.

Helt konkret har partiet bøjet sig på flere punkter.

- Vi har accepteret, at boligskatten og 24-års reglen ligger fast, at dagpengereformen blev udskudt i et halvt år, og vi har deltaget i at hæve skatter og afgifter for fem milliarder. Ingen har 90 mandater, sagde Margrethe Vestager.

Dagpengedebatten er svær

Det var på Radikale Venstres sommergruppemøde, at Margrethe Vestager kommenterede den verserende dagpengedebat med et 'sådan er det jo' til de mange arbejdsløse, der står til at falde ud af dagpengesystemet efter nytår.

Efterfølgende fik Margrethe Vestager verbale tæsk på de sociale medier for at have en arrogant tilgang til de dagpengemodtagere, der frygter fremtiden.

I sin landsmødetale slog Margrethe Vestager fast, at dagpengedebatten splitter.

- Dagpengedebatten er en af de svære debatter. Og her er det fristende at sige: Sådan er det jo! Men ligesom vi er villige til at indgå kompromiser, så står vi indenfor de ting, vi af erfaring ved virker, sagde Margrethe Vestager efterfulgt af sætninger, som endnu en gang slår fast, at Radikale Venstre mener, at arbejdsløse skal hjælpes på andre måder end en forlængelse af dagpengeperioden.

- Det er en ekstraordinær situation. Og ja, der skal en ekstra håndsrækning til, men man har også selv et ansvar. Og ja, der er folk, der har søgt 1.200 job. Her har jobcentret et ansvar. Og vi har et ansvar for at sikre folk mulighed for brancheskift, uddannelse og særlig hjælp. Det er også derfor regeringen har taget initiativ til at gennemføre en ungepakke og en akutpakke, sagde Margrethe Vestager.

Løkke er som Romney

Radikale Venstre tager i denne weekend hul på landsmødesæsonen, hvor de politiske partier mødes med baglandet. Samtidig står regeringen i en travl periode med finanslovsforhandlinger og flere annoncerede reformer i udsigt. Radikale Venstre vil gerne samarbejde bredt, siger Margrethe Vestager. Men hun tvivler på, hvad det største oppositionsparti Venstre egentlig vil.

- Det er helt fair, at Venstre har et brændende ønske om at vælte regeringen. Men i deres iver efter at udstille regeringens fejl synes Venstres at have glemt deres egen politik. På det punkt har Lars Løkke meget tilfælles med Mitt Romney, sagde Margrethe Vestager i sin tale blandt andet med en henvisning til, at Venstre den seneste tid har undsagt flere konkrete ting i den skatteaftale, som partiet selv indgik med regeringen og Konservative lige før sommerferien.

Netop skatteaftalen fik regeringens støtteparti Enhedslisten op i det røde felt, fordi skattereformen efter Enhedslistens udsagn blev langt mere blå, end man kunne have forventet af en rød regering. Men regeringen vil gerne Enhedslisten, siger Margrether Vestager:

- Selv om regeringen ønsker at inddrage den borgerlige opposition, vil vi meget gerne lave aftaler med Enhedslisten. Og gennem de sidste 11 måneder har vi lavet mange gode og solide aftaler med Enhedslisten. Og det vil vi også gøre fremover. For vi er i politik for at få ting gennemført og for at forandre Danmark.

Facebook
Twitter