SF: Børnefamilier behøver kun at arbejde 30 timer om ugen

Med et såkaldt babylån i hånden vil SF sikre, at småbørnsforældre kan få råd til at gå ned i arbejdstid uden at miste indkomst.

Pia Olsen Dyhr (SF), der her ses med datteren Laura, vil give børnefamilierne mulighed for at gå på nedsat tid i op til tre år. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Børnefamilierne skal have mulighed for at arbejde mindre end alle andre. Men uden at gå ned i indkomst.

Det mener SF, der med en lovændring vil give alle nybagte forældre ret til kun at arbejde 30 timer om ugen i tre af barnets første syv leveår. For at kompensere for den lønnedgang, det giver, skal forældrene til gengæld kunne tage et lån af staten til en særlig lav rente – som det kendes fra SU-lån.

- Alt for mange børnefamilier stresser rundt hver dag. De skal både nå på arbejde, aflevere og hente børn i daginstitution hver dag, og samtidig få tid til indkøb. Vi vil gerne give børnefamilierne en mindre stresset hverdag ved at give den ene eller den anden forælder mulighed for at gå på deltid i en periode, hvor de har små børn, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

SF kalder idéen om et nyt lån for 'babylån', hvor forældre på nedsat arbejdstid kan få udbetalt et lån på 5.000 kr. hver måned – eller 60.000 kr. årligt. Om de syv timer mindre om ugen skal betyde en fire dages arbejdsuge, eller en kortere arbejdsdag på kun seks timer, må den enkelte selv om.

- Den kortere arbejdstid giver forældrene bedre mulighed for at være mere sammen med deres børn, hente dem fra vuggestue eller børnehave i ro og mag, uden at man straks skal gå i gang med at lave aftensmad, når man kommer hjem. Det vil gøre en verden til forskel for børnefamilierne, siger Pia Olsen Dyhr.

Ingen øremærkning

SF vil lade forældrene frit dele de tre år med nedsat arbejdstid og tilhørende lånemulighed imellem sig.

Der er altså ikke noget med at øremærke en del af de tre år til mændene, som SF ellers til sammenligning mener bør ske i forbindelse med barselsorloven.

- Det skal være op til familierne selv at bestemme, siger Pia Olsen Dyhr og tilføjer, at tilbagebetalingen af lånet skal deles fifty-fifty mellem mor og far uanset, hvem der vælger at gå længst tid på nedsat tid.

Der ligger ikke nogen egentlig økonomisk beregning bag forslaget, men Pia Olsen Dyhr forsikrer om, at det har samfundet råd til at gennemføre:

- Det er en god investering i fremtiden at investere i vores familier.

SF-formanden erkender, at forslaget vil mindske udbuddet af arbejdskraft på kort sigt – men mener omvendt, at der vil være store gevinster for samfundet, fordi færre vil gå ned med stress.

S og V: For dyrt

Forslaget kan dog ikke samle politisk flertal.

Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff, kalder det ganske vist for ”enormt sympatisk, at man gerne vil hjælpe børnefamilierne med at få hverdagen til at hænge bedre sammen.”

- Men hvis vi skal være helt ærlige, så er det et meget urealistisk forslag. Altså så mange mennesker, der skal trækkes væk fra arbejdsmarkedet i så lang en periode, er simpelthen ikke samfundsøkonomisk muligt. Det vil være hamrende dyrt og økonomisk uansvarligt at gennemføre, siger Rasmus Horn Langhoff og peger på, at det især er gift for arbejdsmarkedet, fordi der i den kommende tid vil mangle arbejdskraft.

Samme afvisning kommer fra Venstres ligestillingsordfører, Jakob Engel-Schmidt, der starter med at kalde forslaget både "spændende, kreativt og interessant".

- Problemet er, at forslaget er dyrt at gennemføre, og at SF ikke fortæller, hvor pengene skal komme fra. Spørgsmålet er jo, om vi skal give babylån i stedet for kræftbehandling, ældrepleje eller metrobyggeri. Jeg kan ikke se, at forslaget kan gennemføres, uden at staten kommer til at mangle et større milliardbeløb, siger Jakob Engel-Schmidt.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1159760114074511

Facebook
Twitter