SF-borgmester på vej mod topjob i København

Lejre-borgmester Mette Touborg (SF) ser ud til at være færdig i kommunalpolitik.

SF-borgmester i Lejre, Mette Touborg, bliver efter alt at dømme i aften godkendt som ny topembedsmand i Københavns Kommune. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

SF mister en kommunalpolitisk profil, når Lejre-borgmester Mette Touborg (SF) i aften – efter alt at dømme – bliver ansat som ny topembedsmand i Københavns Kommune og dermed ventes at stoppe som borgmester.

Ifølge en fortrolig dagsorden, som DR Nyheder er i besiddelse af, skal Københavns Borgerrepræsentation i aften tage stilling til en anbefaling fra kommunens ansættelsesudvalg med overborgmester Frank Jensen (S) i spidsen.

Anbefalingen lyder, at Mette Touborg bliver ny administrerende direktør i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, og borgerrepræsentationens godkendelse ventes at blive en ren formalitet. 42-årige Mette Touborg ventes at starte i sit nye job 1. november.

Mette Touborg, der er datter af tidligere folketingsmedlem Kristen Touborg (SF), er længe blevet anset som et stort talent på vej fremad i SF, og partitoppen forsøgte op til seneste folketingsvalg ivrigt at få hende til at stille op til Folketinget.

Politisk karriere på standby

Hun var desuden næstformand i SF i en periode, men trak sig fra posten i 2014, da Annette Vilhelmsen gik af som formand og trak SF ud af regeringen oven på Dong-sagen.

Nu sætter hun tilsyneladende karrieren som politiker på standby for at blive topembedsmand i Københavns Kommune.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mette Touborg selv forud for aftenens afstemning i Københavns Borgerrepræsentation.

Kultur- og Fritidsforvaltningen bekræfter dog, at der finder en afstemning sted i aften om ansættelsen af en ny administrerende direktør.

Kultur- og fritidsborgmester i København, Dansk Folkepartis Carl Christian Ebbesen, ønsker først at kommentere ansættelsen, når afstemningen i borgerrepræsentationen er overstået.

Facebook
Twitter