SF er ikke bare færdige i regeringsforhandlingerne - de er også klar til at vælte en SV-regering

Det siger Pia Olsen Dyhr i et interview med DR.

Pia Olsen Dyhr (SF) kunne ikke længere se SF i det, der lå på bordet under forhandlingerne. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Skellene mellem Venstre og SF er så store, at SF nu ikke længere er en del af forhandlingerne om en ny regering.

Forhandlingerne var ellers nået så langt, at SF havde fået tilbuddet om at være en del af en regering, fortæller Pia Olsen Dyhr.

Men nu er de altså i stedet det, Olsen Dyhr selv beskriver som et "konstruktivt oppositionsparti".

- Der er nogle steder, hvor jeg synes, Venstre får for mange indrømmelser. Men jeg tror også, der er nogle steder, hvor Venstre tænker: ”Der fik SF lidt for meget”. Nu ved jeg ikke, hvordan det ser ud, når SF har forladt lokalet. Og det kommer jeg ligesom alle andre danskere til at vente spændt på, siger Pia Olsen Dyhr.

For SF var det afgørende, da Konservative meldte sig ud af forhandlingerne lørdag, og da Venstres Jakob Ellemann-Jensen i et interview med TV2 mandag sagde, at han ville gå efter at få mere blå politik gennemført med Socialdemokratiet, end han gik til valg på.

- Så blev SF’s mandater også vigtigere. Fordi vi var dem, der lagde flertallet. Og der skulle vi tilsvarende have mere. Og det kunne vi ikke få.

- Jeg kan ikke afgøre, hvor det her lander i sidste ende. Og det tror jeg faktisk stadigvæk er lidt uvist. Det kan være, det hele bryder sammen. Men SF har haft tilbuddet undervejs til at sidde med ved forhandlingsbordet. Også for at forhandle regeringsgrundlag.

Også for at komme med i en regering?

- Ja.

Men det sagde du nej til?

- Vi har jo trådt ud af regeringsforhandlingerne. Og det har vi gjort, fordi vi synes ikke, at balancerne er de rigtige. Og det er helt afgørende for SF. Vi kommer ikke til at svigte klimaet. Vi kommer ikke til at svigte samfundets svageste.

Ikke overraskende

SF har hele sidste regeringsperiode været støtteparti til den socialdemokratiske etpartiregering, som partiet har været meget loyale over for. Alligevel overrasker det ikke Pia Olsen Dyhr, når Mette Frederiksen gør så meget alvor af at ville danne en bred regering, at hun er villig til at lade SF gå.

- Hun sagde det grundlovsdag. Hun har sagt det under hele valgkampen. Hun har ikke puttet med det. Så jeg synes det er helt legitimt. Alligevel valgte vi at gå ind i forhandlingerne i håb om at trække hende endnu mere i den rigtige retning. Det kunne vi ikke lykkes med. Og så siger vi farvel og ønsker dem held og lykke på vejen.

Du har ageret loyalt overfor Mette Frederiksen, hvordan kan du så undgå at være skuffet?

- Det er, som om det er lidt bandeagtigt, det der loyalitetsbegreb. Sådan er det ikke for mig. Vi har været loyale, fordi vi har haft et godt og tillidsfuldt samarbejde. SF har fået politik ud af det. Det handler ikke om mit og Mette Frederiksens personlige forhold. Det er ganske fint. Og det vil det også være i morgen.

Vil kæmpe videre for 'børnenes kontanthjælpsreform'

I sommer indgik et flertal i Folketinget en aftale om en ny kontanthjælpsreform, der af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) blev kaldt "børnenes kontanthjælpsreform".

Men aftalen nåede ikke at blive behandlet i Folketinget og dermed blive til virkelighed, inden der blev udskrevet valg.

Og SF har tænkt sig at kæmpe videre for, at den bliver til virkelighed.

- Jeg ved jo ikke, hvad der ender på bordet i forhandlingslokalet. Men jeg vil bare sige, det er en af de knaster, der har stået mellem SF og Venstre.

I har jo aftalt kontanthjælpsreformen med Mette Frederiksen. Har hun i forhandlingerne afvist at stå ved aftalen?

- Jeg kommer ikke til at fortælle, hvad Mette Frederiksen og jeg har diskuteret undervejs. Jeg vil bare sige, at der er meget langt mellem SF og Venstre, når det gælder Danmarks svageste og dem, der er allermest udsatte. Og det var noget af det, vi sloges om inde ved bordet.

Klar til at vælte en SV-regering

Med SF ude af forhandlingerne, skal partiet være et "konstruktivt oppositionsparti". Derfor må den potentielt nye regering finde sig nogle andre støttepartier.

- SF er ikke parlamentarisk grundlag for en SV-regering, for hvis vi ikke kan se os i indholdet til at være i regering, så kan vi selvfølgelig heller ikke holde hånden under en regering.

Og det betyder også, at i er villige til at vælte regeringen fra dag 1?

- Ja, det er vi faktisk villige til, ja.

Så hvis der er nogen, der stiller et mistillidsvotum i forhold til regeringens overlevelse, så stemmer SF for det her mistillidsvotum?

- Ja, selvfølgelig gør vi det. Vi er jo ikke parlamentarisk grundlag.