SF kalder Søren Pape i samråd efter ny hvidvaskafsløring

SF vil have svar på, om justitsministeren har sat Bagmandspolitiet på sagen om hvidvask i Danske Bank.

Nu vil SF have justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til at svare på, om Bagmandspolitiet undersøger sagen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Tirsdagens nye afsløringer om hvidvask gennem en af Danske Banks udenlandske filialer får SF til at indkalde til endnu et samråd om sagen.

Det oplyser partiets erhvervsordfører, Lisbeth Bech Poulsen.

Mandag var erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) i samråd om den hvidvask af milliarder af euro og dollar, der har fundet sted gennem Danske Banks filial i Estland.

Nu vil SF have justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til at svare på, om Bagmandspolitiet undersøger sagen.

- Jeg kan ikke forstå, at en sag, der vokser så kolossalt i omfang dag for dag, nærmest indtil videre ikke har haft nogen konsekvenser for Danmarks største bank. Det er den største sag om hvidvask, vi nogensinde har set, siger Lisbeth Bech Poulsen.

Konkret vil hun blandt andet have svar på, om justitsministeren har bedt Bagmandspolitiet, der efterforsker økonomisk kriminalitet, om at indlede en reel efterforskning af sagen.

Tirsdag skrev Berlingske Business på baggrund af lækkede informationer om transaktioner via Danske Banks estiske afdeling, at der er suspekte pengestrømme for yderligere 28 milliarder kroner.

Vil se noget handling

I har allerede haft en minister i samråd om det her. Hvorfor er det nødvendigt med endnu et af slagsen?

- Vi havde den nye erhvervsminister i samråd, efter at han i hårde vendinger havde fordømt banken, men ord alene gør det ikke. Vi bliver simpelthen nødt til at se noget handling fra de to ministres side, forklarer Lisbeth Bech Poulsen.

- Vi får at vide, at der ikke rigtig er mere at gøre, men der er - også blandt eksperter - en holdning til, at der lovgivningsmæssigt er mere at komme efter, uddyber SF-ordføreren.

- Vi kan også se, at hvidvasksagen kun rykker videre på baggrund af mediernes afsløringer og de samråd, vi holder.

Da Jarlov var i samråd, fremhævede han, at Finanstilsynet har vurderet, at ledelsen i Danske Bank ikke kan straffes, fordi hvidvaskningen fandt sted på et tidspunkt, hvor lovgivningen var mindre skrap end i dag.

Men han nævnte også, at han vil undersøge, om der er muligheder for at stille bankens ledelse til ansvar.

/ritzau/

Facebook
Twitter