SF klar til at sænke topskatten

SF er klar til ikke blot at sænke bundskatten, men også mellem- og topskatten. Venstrefløjspartiet mener, at det vil sætte gang i økonomien og dermed give bedre velfærd. Bundskatten skal dog sænkes mest.

Ole Sohn siger, at der skal være størst skattelettelse til de lavest lønnede. (Foto: Jeppe Michael Jensen © Scanpix)

SF er klar til ikke blot at sænke bundskatten, men også mellem- og topskatten på arbejdsindkomsten, skriver Nyhedsavisen.

Venstrefløjspartiet mener, at det vil give danskerne flere penge mellem hænderne og sætte gang i samfundsøkonomien.

- Det vil få vores velfærdssamfund til at fungere, give gode sygehuse og bedre ældrepleje, forklarer Ole Sohn, gruppeformand og finansordfører i SF.

Mest til de lavtlønnede

SF afviser, at partiet er på vej til at blive småliberalistisk.

- Skattelettelsen skal være størst for de lavest lønnede, så uligheden bliver mindst, understreger Ole Sohn.

Ren strategi

Ifølge lektor i statskundskab på Syddansk Universitet, Robert Klemmensen, er skatteudspillet ren strategi.

- De Radikale har gjort det til et vigtigt punkt, at der kommer en skattereform. Derfor er det her SF's måde at vise, at partiet er klar til at støtte en kommende, ny RS-regering, mener han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk