SF kræver hastemøde om krigen i Gaza

SF vil have hasteindkaldt Udenrigspolitisk Nævn for at få klarlagt regeringens holdning til den israelske landoffensiv i Gaza. Venstres holdning er der tilsyneladende ikke tvivl om: Israel har fuld ret til at gå ind i Gaza.

Israelske raketter regner ned over byen Beit Lahia i Gaza-striben. (Foto: © PATRICK BAZ, Scanpix)

SF-formand Villy Søvndal vil have hasteindkaldt Udenrigspolitisk Nævn for at få klarlagt den danske regerings holdning til den israelske landoffensiv i Gaza. Sådan et møde bør finde sted i morgen, siger han.

- Vi er nødt til at sikre, at alle lande, også Danmark, gør alt for at stoppe det fuldstændige vanvid mellem palæstinensere og Israel i øjeblikket, siger Villy Søvndal til Ritzau.

Han fordømmer både den palæstinensiske organisation Hamas og Israel, som er blevet angrebet med 500 raketter fra Hamas i Gaza.

- Jeg forstår sagtens den israelske frustration over det, der sker. Men det berettiger ikke til at tæppebombe et af verdens mest tætbefolkede områder med de civile tab, det har som konsekvens, siger Søvndal.

Forsvarer sine interesser

Venstres holdning er der tilsyneladende ikke tvivl om: Israel har fuld ret til landoffensiven i Gaza mod Hamas, fordi det er en terrororganisation, som har opsagt våbenhvilen og angrebet Israel med raketter.

- Det er svært at sige, at det er utilladeligt eller andet. I virkeligheden har Israel forsøgt at forsvare sine retmæssige interesser, siger partiets udenrigspolitiske ordfører, Søren Pind, til Ritzau.

Søren Pind forstår den israelske reaktion, selv om han kalder den voldsom. Han er i tvivl om, at Hamas kan fjernes med magt.

- Det er et stort spørgsmål, men hvad havde alternativet været. Det havde været, at Israel fortsat sad i en belejringstilstand med raketter regnende ned over sig med skræk og angst i befolkningen, siger Venstres ordfører.

DF kræver fuld støtte til Israel

Dansk Folkeparti kræver fuld støtte fra den danske regering til Israel.

- Danmarks regering bør - som i øvrigt EU-landenes regeringer bør - yde Israel fuld moralsk støtte i kampen mod terrorismen, siger udenrigspolitisk ordfører, Søren Espersen i en pressemeddelelse.

Han kritiserer både statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller for at være for tavse i konflikten.