SF med nyt udspil: Offentligt ansatte skal have ret til at arbejde hjemme

Fagforeninger tager positivt mod forslag, men beder politikerne blande sig uden om.

Op (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Hvis man er offentligt ansat, skal man ikke pakke hjemmekontoret fuldstændigt ned, hvis man har nydt at sidde derhjemme og arbejde.

I hvert fald ikke, hvis det står til SF, der i dag præsenterer et nyt udspil med i alt otte punkter, hvoraf et handler om hjemmearbejde.

- Vi vil gerne give rettigheder til offentligt ansatte, så de rent faktisk kan få lov til hjemmearbejde, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr, til DR Nyheder.

- Jeg tror først og fremmest, at folk vil tilbage, men når de først er det, er det rart at have 1-2 hjemmearbejdsdage om ugen, så man kan forberede de ting, man skal ind til.

Hun mener, at de sidste mange måneders nedlukning har bevist, at der er masser, som stadig får lavet en del, selvom de ikke sidder på kontoret fra 8 til 16.

- Det er en kulturændring i den offentlige sektor. Jeg tror faktisk nogle offentlige ansatte kommer til at arbejde mere, fordi de ikke har transporttiden frem og tilbage.

- Vi har kunnet se under corona, at folk godt kunne levere, selvom de sidder hjemme, og man ikke hele tiden kontrollerer, siger Olsen Dyhr.

Hun slår dog fast, at der skal være tale om en permanent, frivillig ordning. Derudover skal staten som arbejdsgiver også sørge for, at der er gode forhold, hvis folk ønsker at arbejde hjemme.

Professor: Medarbejdergode eller ret?

Professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Thomas Bredgaard siger, at når vi er på den anden side af pandemien, så vil spørgsmålet om hjemmearbejde komme op.

- Der vil være stor efterspørgsmål på det. Men spørgsmålet bliver, om det skal være et medarbejdergode eller en arbejdsret.

- Det er vanskeligt at sige, om det er en god ide. Men der kan være tale om en stor udskrivning, hvis alle skal have indrettet hjemmekontorer, siger han.

- Det bliver dog interessant at se, hvordan det vil se ud efter corona.

Fagforeninger: Christiansborg skal ikke blande sig

Hos Djøf, der er fagforening for omkring 30.000 medarbejdere og 8.000 chefer i den offentlige sektor, modtager man forslaget en smule lunket.

- Det er da helt klart et signal. Det er et udbredt ønske blandt vores medlemmer, siger Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig.

- Men når det er sagt, så skal Christiansborg ikke blande sig i det. Vi forhandler med arbejdsgiverne, og det vil vi gerne holde Christiansborg ude af. Vi synes også, at det skal være muligt for offentligt ansatte, hvis det kan give mening. Men det skal aftales lokalt.

Den samme holdning har Lene Roed, der er formand for HK kommunal.

- Det er noget, man typisk aftaler med arbejdsgiverne. Det handler om overenskomst. Jeg er ikke udpræget interesseret i, at Christiansborg skal beslutte, hvordan det skal være, siger hun.

- Jeg synes, det er en lidt forhastet og overilet ide at begynde at give rettigheder til at kunne arbejde hjemme. Lad nu lige folk komme tilbage først.

Lene Roed fortæller, at mange af deres medlemmer har været meget splittet om hjemmearbejdet.

- Derfor er det noget, der skal aftales lokalt på den enkelte arbejdsplads.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk