SF og R om notat fra Pape: Det rokker ikke ved vores trussel

Pape skal smide mere åbenhed på bordet i forhandlinger om en ny offentlighedslov, lyder det fra R og SF.

Før Søren Pape Poulsen (K) kom i regering, indgik han en alliance med SF og R om at lempe offentlighedsloven. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

De Radikale og SF affejer et nyt notat fra Justitsministeriet om udkastet til en ændring af den udskældte offentlighedslov.

Notatet går i rette med den kritik, som især tidligere forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen har rejst af lovudkastet, og argumenterer for, at der bliver tale om mere åbenhed.

De to oppositionspartier har truet med at opsige forliget om loven, hvis ikke justitsministeren lægger flere lempelser på bordet, og det ændrer notatet fra kronjuristerne ikke ved, lyder det.

- Søren Papes armbøjninger om at få regeringens udspil til at virke mere spiseligt, rokker ikke ved, at jeg ønsker langt mere åbenhed på Christiansborg, siger De Radikales leder, Morten Østergaard.

- Det kræver åbenbart målfoto for eksperterne at afgøre, om forslaget reelt bidrager til øget åbenhed. Det siger sig selv, at når man har sat sig for at kaste lys, hvor der med sidste lovændring helt tydeligt blev mørke, så er det foreslåede helt utilstrækkeligt, siger han.

SF: Det er kun småjusteringer

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, køber heller ikke argumenterne fra juristerne i Justitsministeriet.

- Det her ændrer intet ved vores holdning. Justitsministeriet kæmper jo en brav kamp for at få en meget lille justering til at se meget stor ud.

- Bundlinjen er bare, at man tager én paragraf og erstatter den med to nye, som mere eller mindre kommer til at have samme effekt som den nuværende offentlighedslov, siger Pia Olsen Dyhr.

Det centrale i lovudkastet er, at den omstridte paragraf 24 om ministerbetjening ophæves, men samtidig erstattes af to andre bestemmelser.

Ifølge tidligere forskningschef Oluf Jørgensen betyder det, at de oplysninger, der kan undtages efter den gældende paragraf for ministerbetjening, også kunne undtages efter det nye lovudkast.

Her er juristerne i Justitsministeriet af en anden opfattelse og kalder det "forkert", når Oluf Jørgensen vurderer, at lovudkastet vil medføre en yderligere begrænsning i retten til at få aktindsigt.

SF-formand Pia Olsen Dyhr står fast på, at der skal ske markante ændringer af den omstridte paragraf 24 om ministerbetjening.

- Ministerbetjeningsreglen skal helt væk eller lempes omfattende med markante justeringer, hvis vi skal være en del af forliget, også efter et valg. Jeg vil kalde det forslag, Pape er kommet med, for småjusteringer, siger Pia Olsen Dyhr.

K ændrede holdning

Før Søren Pape Poulsen trådte ind i Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering og blev justitsminister, indgik han en alliance med SF og De Radikale om at ændre loven, fordi den "mørklægger for meget".

- Man må bare sige, at med den her lov er vi gået for langt, sagde Søren Pape Poulsen i 2015 i et interview med Politiken.

Men da De Konservative blev en del af den nye VLAK-regering i november 2016, fraskrev partiet sig reelt muligheden for at gå enegang i spørgsmålet om offentlighedsloven, som Venstre eksempelvis ikke har noget stort ønske om at ændre.

Pape fik dog skrevet ind i regeringsgrundlaget, at regeringen vil lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler.

Men det lovudkast, justitsministeren har smidt på forhandlingsbordet, er altså langt fra spiseligt for De Radikale og SF.

TIDSLINJE - OFFENTLIGHEDSLOVEN

  • 2013: Venstre, De Konservative, SF, De Radikale og Socialdemokratiet vedtager offentlighedsloven, der ifølge daværende justitsminister Morten Bødskov (S) vil skabe mere åbenhed. Eksperter kritiserer loven hårdt, og 90.000 skriver under på, at de er modstandere af loven.

  • Efteråret 2015: I oktober 2015 ændrer De Konservative og partiformand Søren Pape Poulsen holdning til offentlighedsloven. På et landsråd i Herning krævede han loven ændret.

  • - Man må bare sige, at med den her lov er vi gået for langt, sagde Søren Pape Poulsen dengang i et interview med Politiken.

  • Juni 2016: I samlet flok meddeler De Konservative, SF og De Radikale grundlovsdag, at offentlighedsloven skal ændres inden et år.

  • November 2016:De Konservative bliver en del af den nye VLAK-regering og fraskriver sig reelt muligheden for at gå enegang i spørgsmålet om offentlighedsloven, som Venstre eksempelvis ikke har noget stort ønske om at ændre.

  • Denne passus skrives ind i regeringsgrundlaget:

  • - Når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler, hedder det i regeringsgrundlaget.

  • Juni 2017: Selvom det er grundlovsdag, har justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ikke fremlagt noget udkast til ændringer af offentlighedsloven.

  • Februar 2018: Justitsministeren sender lovudkast til SF og De Radikale og indkalder til møde.

  • Marts 2018:Justitsministeriet sender notat til forligskredsen.

Facebook
Twitter