SF og R revser regeringen: Droppede havvindmøller er kulsort

Regeringen er på katastrofekurs med planer om at droppe kystnære havvindmøller, lyder det fra flere oppositionspartier.

De Radikales tidligere klimaminister, Martin Lidegaard, er målløs over regeringens udspil. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Regeringen får særdeles hårde ord med på vejen af flere oppositionspartier, fordi den går med planer om at skrotte planlagte kystnære havvindmølleprojekter.

Det sker ifølge DR Nyheders oplysninger for at finde finansiering til at dække milliardhullet efter PSO-afgiften.

- Det er en kulsort regering, som nedprioriterer den grønne omstilling. Hvis de vil droppe de kystnære møller, er det et voldsomt indgreb i energiaftalen og i det grønne Danmark, vi hidtil har set, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

Ved at droppe de kystnære vindmøller vil regeringen samlet spare otte milliarder kroner.

Pengene bliver i dag opkrævet hos elforbrugere og virksomheder, men på grund af EU-regler er regeringen nødt til at finde en ny model for at opkræve pengene. Forventningen er, at det kommer til at ske over finansloven til efteråret.

Men ifølge Pia Olsen Dyhr behøver regeringen slet ikke lytte til EU-reglerne.

- Tyskerne har fortsat en PSO-afgift, så det kunne Danmark også have. Det giver god mening, at dem, der bruger el'en, også er med til at betale for omlægningen til grøn omstilling, siger SF-formanden:

- Hvis vi ikke får kystnære møller, får vi ikke de billige energikroner, og så går regnskabet ikke op. Så bliver regnskabet faktisk dyrere. Det er grotesk, fordi vi har brug for at omlægge hele Danmark til vedvarende energi. Det kræver investeringer nu og her, siger hun.

Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, mener heller ikke, at det er en god ide at droppe de kystnære havvindmølleprojekter for at finde finansiering til at dække milliardhullet efter PSO-afgiften.

- Vi skal ikke slække på de grønne ambitioner. Det vil koste arbejdspladser og vækst, hvis vi gør det. Vi vil gerne forhandle med regeringen, men se det konkrete udspil først, siger han.

- Det handler også om, at industrien og de virksomheder, der investerer i det grønne område, skal være sikre på, at politiske aftaler holder, siger Benny Engelbrecht.

R: Det er bananstats-opførsel

De Radikales tidligere klimaminister, Martin Lidegaard, er målløs over regeringens udspil.

- Regeringen gambler både med Danmarks grønne førerposition i verden og med traditionen for brede energiforlig. Det helt store spørgsmål er, om regeringen har tænkt sig at respektere det forlig, som den selv har været med til at indgå, eller om man vil tromle henover tidligere beslutninger, siger han.

Martin Lidegaard mener, at det i bund og grund handler om Danmarks troværdighed ude i verden.

- Det svækker Danmarks troværdighed ude i verden, hvor lande som Mexico, Sydafrika og Kina forsøger at kopiere den danske model. Det skader også vores renomme blandt de virksomheder, der byder på vedvarende energi. Det er bananstats-opførsel, og det hører ingen steder hjemme, siger han.

Men pengene skal jo komme et sted fra, når PSO-afgiften skal afskaffes?

- Vi har et godt system, som resten af verden i øjeblikket er ved at kopiere. Prisen på vindmøller falder, og hvis vi kigger på vores el-regning samlet set, inklusive PSO, så har vi en lavere el-regning, end de fleste andre europæiske lande har. Så der er ikke noget problem, ud over det som regeringen vil opfinde, siger Martin Lidegaard.

Energi- forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterer regeringens udspil på et pressemøde klokken 10.

Facebook
Twitter