SF og Radikale: DF skaber mere vold

Det vil få volden i samfundet til at eskalere, hvis Dansk Folkepartis forslag om, at det skal være lovligt at bruge knive og køller til at forsvare sit hjem mod røvere, bliver til noget. Det mener SF of De Radikale.

SF og De Radikale kritiserer Dansk Folkeparti for at opfordre folk til selvtægt.

Kritikken kommer, efter at Dansk Folkeparti i dag har foreslået at ændre selvforsvarsparagraffen. Partiet vil have, at det fremover altid skal være lovligt at bruge våben som knive og køller til at forsvare sit hjem mod røvere med.

Samfund i helt forkert retning

De Radikales restordfører Morten Østergaard synes, at det vil være en rigtig dårlig ide, hvis borgerne skal til at bevæbne sig.

- Hvis helt almindelige, lovlydige borgere, er nødt til at ligge inde med køller og knive, fordi de er bange for at blive overfaldet, så har vores samfund taget et skridt i den helt forkerte retning. Så vi skal have bragt forråelsen ud af vores samfund og bekæmpe den. Vi skal jo ikke dyrke forråelsen ved at udstyre Gud og hvermand med køller, siger Morten Østergaard til Radioavisen.

Røvere med grovere våben

SF's retsordfører, Karina Lorentzen, er helt enig. Hun tror ikke, at det vil skabe mere sikkerhed at have køller liggende til selvforsvar - tværtimod.

- Hvis røverne ved, at folk har våben liggende derhjemme til at forsvare sig selv med, så tager de jo tilsvarende grovere våben og magtmidler med selv, siger hun.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk