SF om ny aftale: Åndssvagt, elever stadig skal tvinges gennem test

SF har tidligere krævet, at de nationale test blev sat i bero. Aftalen kalder de et kompromis.

SF har længe villet droppe de nationale test. Jacob Mark (SF) vil dog støtte op om en bred aftale, hvor 20 procent af skolerne fortsat skal gennemføre dem.

De nationale tests skal sættes i bero nu.

Sådan lød en meget klar melding fra SF, da en ekspertgruppe i en rapport om de nationale tests konkluderede, at de ikke kunne bruges til at måle på den enkelte elevs niveau. På twitter skrev undervisingsordfører Jacob Mark (SF), at man ikke skulle spilde børnenes tid:

Og ordføreren har været en af Folketingets største kritikere af de nationale tests. Et af SF's krav til at støtte Mette Frederiksen (S) var netop, at de nationale tests skulle droppes. Sin modstand mod dem, skrev han om i debatindlæg til Politiken sidste år:

"De nationale tests bør sættes i bero nu. Hvis det stod til mig, så afskaffede vi dem helt," skriver han.

På trods af det, har SF i dag indgået en bred aftale med de andre partier i Folketinget, som betyder, at de nationale tests fortsat skal gennemføres for 20 procent af folkeskolerne i år og efterfølgende erstattes af en ny form for test.

Så I kan godt leve med, at der det næste halve år vil være nationale tests for en del af eleverne?

- Vi synes, det er åndssvagt, at der stadig er en gruppe af eleverne, der skal tvinges igennem det her. Vi havde gerne set, at man havde sagt, at man satte dem i bero for alle, men nu bliver det gjort frivilligt for hovedparten i folkeskolen, og det synes vi er et fint kompromis, siger Jacob Mark til DR Nyheder.

Aftalen indebærer desuden, at det er frivilligt for 80 procent af folkeskolerne, om de vil gennemføre de nationale tests i år. Børne- og Undervisningsministeriet vil udarbejde en ny og forbedret test til næste år, som igen vil blive obligatorisk. Og sideløbende vil partierne så forhandle om, hvordan et helt nyt testsystem skal se ud.

Så I vil stadig gerne have test, det bare skal hedde det noget andet?

- Det er en fuldstændig naturlig del af den danske folkeskole, at man afprøver eleverne og evaluerer dem for at finde ud af, hvor de er, og det skal der også fortsat være. Ellers aner man jo ikke, hvordan eleverne klarer sig. Det, der har været galt, er, at man har haft nogle nationale tests, som lærerne ikke har kunnet bruge i deres undervisning, og som børnene har været skræmt af. Det går vi væk fra nu, ser det ud til, og det har vi fået alle partier med til, og det er jeg virkelig glad for.

I forståelsespapiret mellem regeringen, SF, Enhedslisten og De Radikale står der, at man vil "generelt nytænke anvendelsen af tests", og at partierne vil afskaffe nationale tests for de yngste elever. Men det er ikke noget, det tyder på vil ske indenfor de nærmeste klasseårgange.

Forældre kan jo ikke vide, om deres børn skal testes fremover. Hvordan kan I gå med til, at de nationale tests stadig spøger derude også det kommende stykke tid?

- Jeg har altid ment, at tests skulle være frivillige. Jeg elsker frivillighed. Og synes egentlig, man burde lægge meget mere ud til de enkelte skoler. Hvis der er en skole derude, hvis forældre og lærergrupper synes, at det bare er et virkelig fedt værktøj, de gerne vil fortsætte med at bruge, så skal de da gøre det. Det, jeg har noget imod, er, at man tvinger lærerne til at bruge et nationalt værktøj fra politisk hold.

Men igen, hvordan kan det være en god aftale for SF, når de nationale tests ikke er sat i bero?

- Vi synes, det er en rigtig god aftale, fordi vi har forpligtet alle partier til at lægge det nuværende nationale testsystem i graven og erstatte det med et pædagogisk værktøj, som skal udarbejdes i samarbejde med lærerne, så det kan give mening i undervisningen. Det er en milepæl i dansk skolepolitik.

Partierne har forpligtet sig til at lave et nyt testsystem færdigt inden jul, men der er endnu ikke et bud på, hvornår eleverne vil blive testet i skolerne.

- Om det tager et eller to år er ikke det afgørende. Det afgørende er, at vi får lavet et godt pædagogisk værktøj til den danske folkeskole, som lærerne og eleverne faktisk synes giver mening, siger Jacob Mark.