SF på Borgen: Aftale med Goldman Sachs står ved magt

Nyt tilbud fra pensionskasser kommer for sent, lyder det fra SF, der har tillid til, at Bjarne Corydon har valgt den bedst mulige Dong-løsning.

Alternativt tilbud fra danske pensionskasser kommer for sent og kan ikke ændre på salget af Dong-aktier til Goldman Sachs, mener SFs politiske ordfører Lisbeth Bech Poulsen.

Salget af Dong-aktier til Goldman Sachs bliver til noget.

Selvom SFs landsledelse i Politiken har udtrykt klar bekymring for det forestående salg af Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, så bakker SF på Christiansborg op om salget.

Det understreger politisk ordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF).

- Vi har tillid til, at Finansministeriet har forhandlet den bedst mulige løsning på plads. Derfor kan der selvfølgelig godt være debat, og det har der også været meget af i den forgange uge, men vi har tillid til, at Finansministeriet har forhandlet den bedst mulige løsning på plads, siger hun til DR Nyheder.

Naturligt at være bekymret

Lisbeth Bech Poulsen forstår dog SFs landsledelses bekymring for salget til Goldman Sachs, der for otte milliarder kroner overtager 19 procent af aktierne i Dong og en række særrettigheder.

- Det er naturligt, at man kan være bekymret, når man står med en handel i forhold til så stor en dansk, statslig virksomhed med samfundsmæssig betydning, siger Lisbeth Bech Poulsen.

- Landsledelsen udviser, som jeg forstår det, bare bekymring for dansk infrastruktur. De undsiger ikke aftalen som sådan, siger hun.

Pensionskasser kommer for sent med nyt forslag

En række danske pensionskasser har i kølvandet på debatten erklæret sig klar til at komme med et alternativt tilbud til staten om et køb af Dong-aktier i stedet for at sælge til Goldman Sachs.

Det skal blandt andet sikre, at overskuddet på dansk energi også bliver beskattet i Danmark, lyder det eksempelvis fra bestyrelsesformand i Lærernes Pension, Anders Bondo Christensen.

Men det er alt for sent, at pensionskasserne nu kommer på banen, mener SFs politiske ordfører.

- Det er helt klart i 11. time, at de kommer med det her, siger Lisbeth Bech Poulsen.

- Der har jo været en proces, hvor alle har kunnet byde ind i forhold til den her kapitaludvidelse, og nu er der forhandlet en aftale på plads med PFA, ATP og Goldman Sachs, og det er den aftale, som Finansministeriet har fundet var den bedst mulige, siger hun.

Så den aftale bliver der ikke ændret på?

- Det kan jeg ikke se for mig, nej.

Corydon: Aftale med Goldman Sachs har været kendt i månedsvis

Finansminister Bjarne Corydon (S) vil ikke forholde sig konkret til, at danske pensionskasser skulle være på vej med et alternativt tilbud på Dong-aktierne, men udtaler følgende i en skriftlig kommentar:

- Finansministeriet er ikke blevet kontaktet i forbindelse med, at nogen skulle overveje et nyt bud på DONG. Det har været kendt i snart et år, at vi og DONG Energy ville gennemføre en proces for at styrke kapitalgrundlaget i virksomheden, og det er fire måneder siden, vi offentliggjorde, at vi var nået til enighed med Goldman Sachs, ATP og PFA.

Folketinget ventes i næste uge at godkende aftalen, der betyder, at Goldman Sachs bliver medejer af Dong.

Facebook
Twitter