SF "parkerer" sin modstand mod 24-årsregel

S og SF fremlægger i dag et fælles integrationsudspil, som begge partier kalder historisk. SF accepterer 24-årsreglen og binder sig formelt til S.

Villy Søvndal og Helle Thorning Schmidt fremlægger senere i dag et fælles integrationsudspil. (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

Senere i dag fremlægger Socialdemokratiet og SF et bemærkelsesværdigt fælles integrationsudspil.

SF "parkerer" sin modstand mod 24-årsreglen og tilknytningskravet. Partiet er fortsat modstander af disse to grundpiller i den danske udlændingepolitik, men vil acceptere dem i forbindelse med et regeringsskifte. Til gengæld har partiet fået antidiskrimination og hjælp til sexhandlede skrevet ind i udspillet.

Bemærkelsesværdigt er det også, at De Radikale ikke er med i aftalen. S-leder Helle Thorning Schmidt har orienteret Margrethe Vestager om udspillet og indholdet i denne uge.

Udspillet indeholder:

  • Bekæmpelse af ghettoer - alle ghettoer skal væk inden for en overskuelig årrække, hvilket betyder, at ingen boligområder skal have en koncentration af udlændinge på over 30 pct.

  • Bedre integration i børnehaver og skoler - max. 30 pct. indvandrere i børnehaver og skoler.

  • Bedre beskæftigelsesindsats

  • Større fokus på nærpolitiets rolle i integrationen

  • Fortsat kontrolleret indvandring

  • Kamp mod radikalisering

  • Forebyggelse mod (bande)kriminalitet - der skal bruges smarte sanktioner over for unge kriminelle (også under den kriminelle lavalder) for eksempel forbud mod at færdes bestemte steder, stuearrest, forældrekontrakter eller krav om at rette op på skader.

  • Starthjælpen skal afskaffes

  • Flere antidiskriminations-tiltag

  • Bedre forhold for asylansøgere

  • Bedre hjælp til sex-handlede kvinder

SF's hovedbestyrelse godkendte udspillet i mandags. 30-35 stemte for, mens to stemte imod og en undlod at stemme. Også folketingsgruppen har sagt ja. Kun Kamal Quereshi og Ozlem Cekic er betænkelige.

- Internt i SF ses dette som et historisk skridt og som en formel binding til S, vurderer DRs politiske redaktør Ask Rostrup.

Han er overrasket over den solide opbakning i baglandet, og betragter det som et tegn på, at Villy Søvndal er blevet partiejer i et parti, som ikke kan ejes af andre end kollektivet.

- I S ses det også som historisk. Man vurderer, at SF's fremgang er meget mere end en modegrille. Samarbejdet med SF skal i god tid inden næste valg kvæle de seneste års smertensbarn for oppositionen, nemlig striden om udlændingepolitikken, mener han.

Voldsomt frustrerende

- Nu står oppositionen, minus R, sammen om dette kerneområde i dansk politik. Man ser det ikke som adgangsbillet til SF til en kommende regering, men som en samling af oppositionen, mener Ask Rostrup.

Han kalder det voldsomt frustrerende for De Radikale, som nu står mere isoleret tilbage omkring især udlændingepolitikken. S og R består stadig som en samarbejdende enhed, men det kan øge spændingerne internt i R, hvor der efterlyses klar kurs og retning.

- Næste valg er Helles sidste skud i bøssen, så hun bliver nødt til at gøre noget og hun har nu valgt en strategisk retning, vurderer Ask Rostrup.

Facebook
Twitter