SF: Pernille-sagen bør efterforskes i en anden politikreds

SF 's retsordfører Karina Lorentzen opfordrer til, at der kommer nye øjne på Pernille-sagen.

Man bør overveje, om ikke sagen skal overdrages til en anden politikreds for videre efterforskning. Sådan lyder det fra Karina Lorentzen, retsordfører hos SF. (Foto: DR © DR)

Man bør overveje, om ikke sagen skal overdrages til en anden politikreds for videre efterforskning. Sådan lyder det fra Karina Lorentzen, retsordfører hos SF. Opfordringen kommer dagen efter, at Østjyllands politi har meddelt, at sagen om den 14-årige Pernilles selvmord genoptages nu af politiet.

Familien har gjort sig store anstrengelser for selv at skaffe sig de oplysninger i sagen, som har ført til, at politiet ser på sagen igen.

Nye og friske øjne skal se på sagen

- Sagen er på alle måde tragisk og familien har brug for en afklaring, mener Karina Lorentzen.

- Jeg synes, at man for deres skyld og tillid bør overveje, om ikke det ville være godt for alle parter, at nogen der ikke tidligere har beskæftiget sig med sagen, eventuelt i en anden politikreds ser på det her, siger hun.

- Det er et gyldent princip, at vi ikke lader den samme myndighed undersøge sig selv. Nu er der selvfølgelig ikke tale om, at politiet er under anklage, men i en så følsom sag som denne, kunne man godt lade et par friske øjne komme til, siger Karina Lorentzen.

Facebook
Twitter