SF stemmer Olsen Dyhr-støtter ind i partiets top

SF's nyvalgte landsledelse er sammensat lige efter partiformandens hoved, vurderer DR's politiske analytiker.

Pia Olsen Dyhr fra talerstolen under SF's ekstraordinære landsmøde i Kolding. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

SF har på sit ekstraordinære landsmøde i Kolding netop valgt en ny landsledelse, der er partiets øverste myndighed mellem landsmøderne.

Og partiets nykårede formand, Pia Olsen Dyhr, har god grund til at være tilfreds med den nye landsledelse, vurderer DR's politiske analytiker, Bjarne Steensbeck.

- Hun fik det som hun ville have. For eksempel røg de to, hun gerne ser som næstformænd, ind på to af de første tre pladser, siger Bjarne Steensbeck med henvisning til Tonni Hansen og Signe Munk.

- Værd at bemærke er det også, at stærke kræfter på SF's venstrefløj slet ikke er blevet valgt ind, siger han.

Formanden har fået arbejdsro

Han henviser her til SF'ere som Annika Smith, Kristen Touborg og Lene Linnemann. Tonni Hansen blev topscorer ved SF's valg til den nye landsledelse med 128 stemmer, mens Signe Munk fik 98 stemmer.

- Så Pia Olsen Dyhr har på det her landsmøde nu fået ro fra sine egne. Nu mangler hun det næste, og det er at få opbakning fra vælgerne, siger Bjarne Steensbeck.

Morten Normann Jørgensen, der også har kastet sit navn ind i kampen om at blive en af SF's to nye næstformænd, fik 68 stemmer.

Den nye landsledelse udpeger partiets to nye næstformænd senere søndag.

Vilhelmsen fik lyspunkt at gå hjem på

Tidligere formand Annette Vilhelmsen opnåede også valg til SF's landsledelse, og hun fik sammen med Signe Munk tredjeflest stemmer med 98 i alt.

- Der har været få lyspunkter i Annette Vilhelmsens karriere som formand. I dag fik hun så 98 stemmer at gå hjem på, siger Bjarne Steensbeck.

Pia Olsen Dyhr er som partiformand automatisk med i landsledelsen.

Se hele listen over SF' nyvalgte landsledelse her:

  • Tonni Hansen, 128 stemmer

  • Andreas Albertsen, 100

  • Signe Munk, 98

  • Annette Vilhelmsen, 98

  • Holger K. Nielsen, 97

  • Pernille Vigsø Bagge, 93

  • Jonas Dahl, 84

  • Anne Grete Holmsgaard, 81

  • Meta Fuglsang, 78

  • Trine Schøning Torp, 72

  • Morten Normann Jørgensen, 68

  • Ida Damborg, 66

  • Jakob Mark, 65

  • Serdal Benli, 57

  • Lise Müller, 54

  • Hans Winther, 50

  • Poul Overlund-Sørensen, 12

Facebook
Twitter