SF-toppen får sine næstformænd på plads

Tonni Hansen fra Langeland og Signe Munk fra Viborg bliver nye næstformænd i SF.

Signe Munk er en af de to nyvalgte næstformand i SF. (© Scanpix)

Posten som næstformand for SF har de seneste år flere gange været i centrum for opgør mellem SF-toppen og baglandet.Søndag skulle posterne igen besættes efter SFs ekstraordinære landsmøde i Kolding. Valget faldt som ventet på Tonni Hansen fra Langeland og Signe Munk fra Viborg, der bliver betragtet som den nye partiledelses foretrukne kandidater.

Dermed har SFs formand, Pia Olsen Dyhr, fået hele sit hold på plads til SFs svære kamp for at vinde vælgerne og medlemmerne tilbage efter den turbulente tid i regering.Bitre opgørTonni Hansen og Signe Munk afløser henholdsvis Peter Westermann, der trak sig i protest mod det delvise salg af Dong, og Mette Touborg, som skuffet valgte at gå, da Annette Vilhelmsen gik af som formand og trak SF ud af regeringen oven på Dong-sagen.Dermed er næstformandsposterne endnu en gang blevet et symbol på de voldsomme interne opgør i SF i tiden som regeringsparti.

Under Villy Søvndal var der også et bittert opgør om næstformandsposten, da Søvndal og SF-toppen fik Mattias Tesfaye valgt ind på bekostning af den i baglandet populære Meta Fuglsang. Hun forlod grædende landsmødet i 2012, da hun mistede posten.SFs landsledelse valgte dengang at pege på Mattias Tesfaye og Mette Touborg som nye næstformænd i SF, selvom Meta Fuglsang fik flest stemmer blandt de delegerede.Og mens Lejre-borgmesteren Touborg fortsat er en markant stemme i SF, har Tesfaye forladt partiet og er nu folketingskandidat for Socialdemokraterne.Pæne valgDe to nye næstformænd ser dog for første gang i længere tid ud til både at have opbakning i baglandet og i SF-toppen.Tonni Hansen blev således topscorer med 128 stemmer, da de omkring 500 delegerede skulle vælge medlemmerne af SFs magtfulde landsledelse.Også Signe Munk fik et pænt valg med 98 stemmer.De to nye næstformænd kommer samtidig til at indgå i en landsledelse, der bliver betragtet som væsentlig mere positiv over for SF-toppen, end det har været tilfældet under Villy Søvndal og den sidste del af Annette Vilhelmsens korte tid som formand./ritzau/

Facebook
Twitter