SF vil undgå ny Hønge-brøler - men ændrer ingen regler

SF’s landsledelse erkender, at Karsten Hønges nej til Europa-Parlamentet gav en velfortjent storm.

SF's landsledelse vil på landsmødet i Kolding i denne weekend forsikre, at de ikke igen kommer til at stille en SF-profil op til to forskellige valg. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

SF sikrede sig to

mandater
til Europa-Parlamentet, da folketingspolitiker Karsten Hønge skaffede partiet næsten 20.000 stemmer og sig selv en stol i Bruxelles ved valget.

Men festen i SF-lejren udviklede sig hurtigt til en

decideret
krise midt i de
afgørende
dage af
valgkampen
op til folketingsvalget 5. juni 2019.

For Karsten Hønge ville alligevel ikke have sin plads i Europa-Parlamentet og satsede i stedet på at blive

genvalgt
til Folketinget. Så de 20.000 vælgere, der havde stemt på ham personligt, fik sig lidt af en lang næse.

Og beslutningen fik da også sindene i kog både internt i SF og i snart sagt alle afkroge af Danmark.

Ifølge SF’s næstformand og medlem af landsledelsen i SF, Lise Müller, var hele affæren bekostelig for partiet, der midt i shitstormen kæmpede for at få stemmer nok til at sikre et nyt flertal og Mette Frederiksen (S) en plads i Statsministeriet.

- Det, at der i de sidste dage op mod valget var så betydelig en kritisk og velfortjent storm mod os, betød noget. Og jeg tror også, at man kan se det på valgresultatet. Jeg tror, det betød noget negativt for vores

folketingsvalg
, siger Lise Müller.

’Vi ønsker jo ikke at få et dårligt valg’

SF’s landsledelse har derfor op til partiets landsmøde i dag og i morgen i Kolding skrevet i både den organisatoriske og politiske beretning, at det ikke skal gentage sig.

'Landsledelsen noterer sig dog, at uklarheden om, hvem der skulle tage pladsen i Europa-Parlamentet som følge af en dobbeltopstilling bør undgås fremadrettet', står der i den politiske beretning, som skal behandles på landsmødet.

Lise Müller forklarer:

- Det, at vi beskæftiger os med det i de organisatoriske og politiske beretninger, er et udtryk for, at hele partiet finder det nødvendigt at adressere det, og at evalueringen har vist os, at det simpelthen var en klar fejl, som vi begik. Det må ikke ske igen.

Lise Müller, næstformand, SF(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Vi ønsker ikke at beklikke vores troværdighed, og vi ønsker jo ikke, at vi skal få et dårligt valg, siger Lise Müller.

Da Karsten Hønge takkede nej til sin plads i

Europa-parlamentet
, gik pladsen til SF’s Kira Marie Peter-Hansen.

Ingen regelændringer på vej i SF

Men selv om der ifølge Lise Müller er bred enighed fra top til bund i SF om, at fejlen med den dobbeltopstillede Karsten Hønge ikke må og skal gentage sig, er det rent faktisk muligt – også efter weekendens landsmøde.

For selv om landsledelsen 'noterer' og 'konstaterer', at det ikke bør ske igen, bliver der ikke lagt op til regelændringer på landsmøde, der vil gøre det umuligt i fremtiden.

Fx vil det fremover være muligt for et folketingsmedlem for SF at stille op til kommunalvalget og blive valgt. Men skulle SF’eren blive valgt til

kommunalbestyrelsen
, må vedkommende vælge den ene eller den anden post fra efter valget.

I adresserer det til landsmødet, men I kommer ikke til at ændre nogle regler. Så på den måde risikerer I vel at stå i den samme situation i fremtiden?

- Ja, det kan man selvfølgelig altid sige. Men jeg tror, at man skal se det her sådan, at vi helt fra toppen til bunden i partiet ved, at det var en klar fejl. Vi lægger os fladt ned, og det kommer ikke til at ske igen.

- Lovene er jo primært et redskab til uenigheder, hvor man kan slå fast ved en afstemning, hvordan nogle regler skal være. Det var og er der ikke her. Det her var en klar fejl. Og jeg er fuldstændig overbevist om, at det ikke kommer til at ske igen, siger Lise Müller.

Men det kan vel ske igen – at tusindvis af vælgere stemmer på en SF’er, som så ender med at trække sig fra et embede, vedkommende ellers er valgt til, når I ikke laver reglerne om. Er det ikke at stikke vælgerne blår i øjnene, hvis det sker?

Margrete Auken tog som planlagt til Bruxelles. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Alle partier kan altid ende med at stå i den situation, at et valgt medlem må trække sig. Fx på grund af sygdom eller andet. I vores optik er det ikke et problem, at man er opstillet til flere valg. Problemet opstår, når der ikke er klarhed over, hvilken post man prioriterer.

- Det var der ikke under

valgkampen
. Det var det, der var vores fejl. Det er svært at lovgive sig ud af den slags fejl. Det vigtigste er, at alle i SF er enige om, at vi ikke skal havne i den situation igen.

Hvorfor er det så vigtigt for SF at undgå en lignende episode i fremtiden?

- Fordi noget af det, der betyder rigtig meget for os som parti, er at være troværdige. Og det er faktisk noget, som alle vores medlemmer også synes var et problem. Derfor er det nødvendigt, siger Lise Müller.

Men hvorfor får I ikke lavet intern lovgivning, der sikrer mod en sådan situation?

- Man kan ende i den situation, at man kommer til at have alenlange love, der tager højde for alting. Det var jo en meget speciel situation med de her to valg, der lå lige oven i hinanden sidste år. Skal vi nogensinde se den situation igen? Det ved vi ikke. Men vi har i hvert fald fået en kraftig én på huskeren i forhold til det her. For vores vedkommende kommer det ikke til at ske igen. Og jeg kan ikke anbefale nogen at gøre det her, siger Lise Müller.

Hønge: Jeg fik nogle velfortjente kæberaslere

Hovedpersonen, politisk ordfører for SF, Karsten Hønge, føler, at SF er blevet klogere af den fejl, han og partiet begik op til sidste valg.

- For at sige det helt ærligt: jeg græmmes. Jeg græmmes over, at vi kunne komme i den situation. Det må bare ikke ske, siger han forud for partiets landsmøde.

Det var da heller ikke helt uden tøven, at han accepterede et interview om sit valg, der fik flere vælgere og politiske modstandere til at kalde Karsten Hønges ageren for ’vælgerbedrag’.

- Men jeg kan sagtens forstå, at der er interesse for det, for det var jo ikke okay. Og så er der så til gengæld det gode budskab fra SF nu om, at det har vi altså lært af – det sker ikke igen.

Udover at du og SF har lært af det, hvordan har du det så med det i dag?

- Fuldstændig berettiget fik jeg nogle kæberaslere på grund af det. Hvis man får det uden grund, så kan man godt have ondt af sig selv. Men jeg har ikke grund til at have ondt af mig selv, fordi jeg var berettiget til at få de kæberaslere, siger Karsten Hønge.

SF’s landsmøde finder sted i dag og i morgen på Hotel Comwell i Kolding.

Denne artikel er opdateret med en faktaboks om, at SF opdaterer deres retningslinjer med anbefalinger til partiets kandidater. Efter DR har lavet denne historie, har SF valgt at gøre det.