Fra SF's bagland og landsledelse til partiets øverste ledelse i regeringen har der været en varierende grad af utilfredshed med salget af det statsejede Dong til investeringsbanken Goldman Sachs.
Og på vej til gruppemøde i dag tegnede Karsten Hønge et billede af situationen:
- Denne her sag er jo en kamel, der stiller sig oven på bunken af kameler, som er blevet slugt af SF. Og som har bragt partiet ud i denne her meget vanskelige situation. Vi er sgu' gået hen og blevet noget tørre i halsen.
Sådan sagde Karsten Hønge, der i Folketinget afløser SF's gruppeformand Anne Baastrup, der er sygemeldt med stress.
Salget af Dong var øverst på dagsordenen på SF's gruppemøde, der sluttede kort før finansminister Bjarne Corydon (S) gik til samråd om samme sag.
Torsdag vedtager Folketingets Finansudvalg efter alt at dømme den endelige aftaler, der udmønter salget.