SF's landsledelsesmedlemmer vil have ophold til handlede kvinder

Flere medlemmer af SF's magtfulde landsledelse er uenige med regeringens linje.

Trine Pertou Mach (SF) mener, handlede kvinder skal have beskyttelse i Danmark. (Foto: DR © DR)

En række medlemmer af SF's landsledelse kritiserer nu regeringens linje i sagen om, hvorvidt handlede kvinder, som vidner mod deres bagmænd, skal have lov at blive i Danmark.

- Jeg mener, kvinder, der hjælper fællesskabet med at optrevle kvindehandel, har krav på beskyttelse. Om det er gennem ophold eller asyl er en teknikalitet. Men takken må aldrig være udvisning, siger landsledelsesmedlem Ida Damborg (SF).

Hun bakkes op af et andet medlem, Hans Winther, som siger, at han synes, ophold til kvinder generelt er en god idé, hvis de har hjulpet med opklaringen af en sag mod deres bagmænd.

- Det har været en SF holdning, og det mener jeg fortsat, det er. Hvis andre siger anderledes, må det være på grund af taktiske forhold, jeg ikke kender til, siger Hans Winther (SF).

SF-mærkesag

Og det har netop tidligere været en mærkesag for SF, at handlede kvinder skal have ophold i Danmark, hvis de hjælper politiet.

Men i forbindelse med en konkret sag om en nigeriansk kvinde, der står til udvisning efter at have vidnet mod de bagmænd, som bragte hende til Danmark og tvang hende i prostitution, har SF'erne henvist til justitsminister Morten Bødskov (S).

Ifølge ham er det regeringens politik, at de handlede kvinder får tilstrækkelig hjælp, som reglerne er nu.

I S og SF's tidligere fælles integrationsudspil fra 2008 skriver partierne;

- I Danmark skal vi gå forrest ved at tildele illegale prostituerede permanent opholdstilladelse, beskyttelse og hjælp, såfremt de bidrager til at angive deres bagmænd (SF).

SF fik formuleringen gennemtrumfet mod at acceptere den omstridte 24-årsregel.

Og en række af Landsledelsens medlemmer mener altså stadig, det er et centralt punkt for SF.

”Helt klart” ophold

Trine Pertou Mach mener eksempelvis også, at kvinderne skal beskyttes i Danmark.

- Det synes jeg i udgangspunktet helt klart. Jeg synes grundlæggende, som SF har syntes hele tiden, at vi skal hjælpe de kvinder, der har været udsat for handel, så de overlever at hjælpe politiet, siger Trine Pertou Mach (SF).

Hun og det nyslåede medlem af landsledelsen Sedal Benli mener begge to, at der kan være forbehold i forhold til hvor længe kvinderne skal have lov at blive i landet.

- Hvorvidt det i sidste ende skal være permanent ophold, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men de her kvinder er langt ud i fremtiden i risiko for repressalier, der kan føre til døden, siger Sedal Benli (SF).

Frygter falske anmeldelser

Poul Overlund-Sørensen, mener som sine kolleger i landsledelsen, den nigerianske kvinde i den konkrete sag skal have lov at blive i landet. Men han er mere forsigtig med at melde krav om en generel regel ud, af frygt for at for mange vil lave falske anmeldelser af bagmænd.

- En stensikker principiel holdning er problemfyldt, men der burde kunne findes en anden løsning i den konkrete sag, siger han.

SF-formand Annette Vilhelmsen henviser til ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge i sagen. Hun henviser til Justitsminister Morten Bødskov (S).

Facebook
Twitter