SFU: Psykologhjælp skal være gratis for unge

Unge under 25 år skal ikke betale for at gå til psykolog, hvis det står til SFU.

Hvis man har ondt i sjælen, skal man have mulighed for at gå til psykolog uden at betale, mener SFU. (© Mads Rafte Hein)

Det skal være gratis for alle unge under 25 år at gå til psykolog.

Det mener SFU (Socialistisk Folkepartis Ungdom).

- Hvis man knækker sjælen, skal man selv betale, men det skal man ikke, hvis man brækker benet. Sådan bør det ikke være, og derfor mener vi, at det skal være gratis, siger formand for SFU, Carl Valentin.

Han peger på, at mange unge ikke har råd til at gå til psykolog, og at det er dyrt for samfundet i det lange løb, fordi de unge ikke får håndteret deres psykiske problemer i tide.

- Det kan spare os penge på længere sigt, hvis det offentlige tilbyder gratis psykologbehandling, siger Carl Valentin.

25 år er realistisk

Hvorfor sætter i skellet ved 25 år?

- I bund og grund har jeg den holdning, at det burde være gratis for alle. Men den her målsætning er mere realistisk. Og ved at tilbyde det til de unge, får vi bedre hånd om roden på problemet.

Det vil være en høj udgift fra staten at tilbyde unge gratis psykologhjælp. Hvor skal pengene komme fra?

- De skal komme fra multinationale selskaber, der ikke betaler skat. Og så skal man huske på, at det ikke bare er en udgift, men også en investering i fremtiden.

Flere uddannede psykologer

Der er allerede nu lange ventelister hos psykologer. Hvordan vil I hindre, at de bliver endnu længere?

- Der skal uddannes flere, siger Carl Valentin.

Også hos bedre Psykiatri efterlyser generalsekretær Thorstein Theilgaard nye grænser for, hvem der kan få tilbudt økonomisk hjælp.

- Der er meget snævre grænser for, hvem der kan få psykologbehandling. Det skriger til himmelen, hvis man ser på det ligestillingsmæssigt, siger han.

Det er forskelsbehandling

Han mener dog ikke, at løsningen kun bør findes for personer under 25. Han hæfter sig ved, at angstlidende over 38 år for eksempel ikke kan få tilskud til psykolog.

- Politikerne har bare tænkt på, om pengene kunne passe. Man ville aldrig sige, at man ikke kan få kræftbehandling, hvis man er over 38. Det er forskelsbehandling, der foregår, siger han.

Praktiserende psykologer må selv bestemme, hvilken takst de kræver fra patienter, der ikke er henvist af en læge. Men det er ikke unormalt at skulle give omkring 1.000 kroner pr. konsultation.

Hvis man hører til en af de grupper, der kan få tilskud fra det offentlige gennem henvisning fra egen læge, har man en egenbetaling på 40 procent.

Facebook
Twitter