Skaarup: Vi er fremme i skoene i kampen mod svindel

Dansk Folkepartis gruppeformand er ærgerlig over sagen om misbrug af EU-midler, men holder fast i, at DF fører an mod pengemisbrug i EU

Mens EU’s kontor mod svindel og korruption efterforsker Dansk Folkepartis misbrug af EU-midler, hævder gruppeformand Peter Skaarup nu, at partiets folk i Europa-Parlamentet er nogle af de mest ihærdige i kampen mod svindel.

- Vi, sammen med Folkebevægelsen og andre der sidder i parlamentet, er fremme i skoene, når det handler om at bekæmpe svindel, lød det fra Skaarup torsdag aften i Debatten på DR2.

Her erkendte Skaarup også det paradoksale i sammenstillingen af dén påstand og den konkrete sag, der blandt andet har medført Morten Messerschmidts afgang - både som medlem af partiets ledelse og som formand for gruppen i Europa-Parlamentet.

- Er der nogen, der skal have orden i tingene, så er det dem, der selv prøver at bekæmpe svindel og humbug. Selvfølgelig skal vi have orden i det her. Og det er det, vi er ved at bringe i orden ved at tilbagebetale pengene og rydde op, sagde Skaarup med henvisning til, at Dansk Folkeparti agter at betale hele den omstridte EU-støtte tilbage.

Se hele udsendelsen af Debatten på DR2, når Clement Kjersgaard sætter Dansk Folkepartis sag om mulig misbrug af EU-midler til debat: Sjusk på højt plan?

FacebookTwitter