Skænderi om korruptions-sag

Oppositionen på Københavns Rådhus mener, at overborgmester Ritt Bjerregaard bruger den påståede korruptionssag til en smudskampagne. Det afviser hun.

Et NCC-byggeri på Teglholmen i Københavns Sydhavn (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

Politikerne på Københavns Rådhus strides om den sag om et muligt forsøg på korruption, som har ramt bystyret.

Dele af Borgerrepræsentationens borgerlige fløj kalder sagen for en smudskampagne, som overborgmester Ritt Bjerregaard (S) bruger til at ramme oppositionen.

Socialdemokraterne og De Radikale fastholder på den anden side, at der er tale om en rigtig sag om kriminalitet, der skal tages dybt seriøst.

Venstre-politiker under anklage

I centrum for sagen står nogle københavnske byrødder - heriblandt en Venstre-politiker. De mistænkes for at have krævet korruption, imod at støtte entreprenørvirksomheden NCC's ønske om tilladelse til et byggeprojekt.

Men sagen har absolut intet på sig, lyder det fra Venstres gruppeformand i Borgerrepræsentationen, Pia Allerslev, og Dansk Folkepartis medlem af teknik- og miljøudvalget, Karin Storgaard.

Karin Storgaard siger direkte, at hun mener, at sagen er et mediestunt fra Ritt Bjerregaards side.

Afviser spin

Faktum er, at politiet har indledt en undersøgelse og har foretaget flere afhøringer i sagen. Og overborgmesteren afviser, at der er noget politisk i sagen.

- Det her har overhovedet ikke noget med spin eller ikke-spin at gøre. Det er en sag om kriminalitet, der er overgået til politiet, og den er alt for alvorlig til at køre plat politisk argumentation på, siger Ritt Bjerregaard til Politiken.

Unormalt sagsforløb

Sagen kom op til overfladen, efter at NCC blandt andre ringede til Socialdemokraternes teknik- og miljøordfører, Anne Vang, og fortalte om et unormalt sagsforløb.

Ifølge Politikens oplysninger ønskede navngivne politikere modydelser, for at støtte NCC's byggeprojekt.

Den administrerende direktør for Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, Claus Juhl, bekræfter, at han valgte at kontakte Københavns Politi efter at have hørt om sagen.

Undrer sig over forløb

Men Både Venstres Pia Allerslev og Dansk Folkepartis Karin Storgaard undrer sig over hændelsesforløbet.

- Hvis NCC virkelig følte sig udsat for politisk pres, hvorfor gik selskabet så ikke selv til politiet. Når politiet er færdig med sin undersøgelse, så er jeg sikker på, at det vil vise sig at være en grundløs anklage, siger Pia Allerslev.

NCC oplyser, at entreprenørfirmaet på daværende tidspunkt ikke havde tilstrækkelige informationer om eventuel bestikkelse til selv at kontakte politiet i sagen.

- Vi fornemmede, at der var noget galt, men vi havde ikke en rygende pistol. Hvis vi var sikre på, at der var en sag for politiet, så havde vi selvfølgelig selv ringet til politiet, siger NCC's kommunikationschef, Bo Dybkær.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter