Skal Danmark boykotte fodbold-VM i Qatar? Her er politikernes svar

Qatar har fået meget kritik, siden de fik VM-værtskabet. Men skal landsholdet blive hjemme? Det har DR spurgt Folketingets partier om.

Der er politisk uenighed om, hvordan regeringen bør håndtere VM i Qatar. (Foto: Katrine Holst Nielsen).

Det danske fodboldlandshold sikrede sig i aftes kvalifikation til VM i Qatar til næste vinter.

Værtslandet er længe blevet kritiseret for sin behandling af migrantarbejdere, som blandt andet har været med til at bygge stadioner og infrastruktur til slutrunden.

Mindst 6.500 migrantarbejdere har ifølge mediet The Guardian mistet livet siden 2010, hvor Qatar fik tildelt værtskabet for verdensmesterskaberne.

Det er ikke første gang, at menneskerettigheder i lande, der er værter ved internationale sportsbegivenheder, er til diskussion.

I begyndelsen af næste år er der vinter-OL i Beijing, der også var vært ved sommerlegene i 2008. I 2012 blev EM i fodbold afholdt i Ukraine og Polen, hvor der var stor debat om menneskerettighederne i Ukraine, mens herrernes håndbold-VM var i Qatar i 2015 og Egypten tidligere i år.

Men hvad gør vi, når sportsbegivenheder bliver afholdt steder, som ikke lever op til vores værdier og syn på menneskerettigheder?

I dag diskuterede Folketingets kulturudvalg i et samråd behovet for en national idrætsstrategi i forsøget på at komme såkaldt “sportswashing” til livs, ligesom flere partier ikke mener, at sportsudøvere og organisationer skal stå tilbage med ansvaret for, om man skal boykotte begivenheden.

Vi har spurgt partierne på Christiansborg, om de mener, at Danmark bør tage til VM i Qatar. Og om regeringen bør tage med til slutrunden eller blive væk.

Ane Halsboe Jørgensen, kulturminister, Socialdemokratiet

Ane Halsboe Jørgensen, kulturminister, Socialdemokratiet (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Deltager du til VM i Qatar?

- Det er uafklaret, hvordan jeg skal se landsholdet spille, men se det, det skal jeg i hvert fald. Jeg synes, de har spillet formidabelt.

Skal Danmark deltage officielt med repræsentanter fra regeringen?

- Det er uafklaret, hvordan regeringen skal se kampene, men jeg vil gerne understrege, at jeg har den største respekt for vores landshold. Jeg synes også, at de er forbilleder i forhold til, at de forholder sig til de rammer, det her VM skal spilles under.

- Vi har meget klart sagt, det var en forkert beslutning at lægge det i Qatar, men der er også nærmest enstemmig opbakning til, at en boykot ikke er svaret, og derfor skal vi selvfølgelig til VM.

Men blåstempler vi ikke Qatar?

- Jeg mener ikke, at det at sidde på et stadion er det samme som at blåstemple et regime. Men når det er sagt, vil jeg i alle foraer, hvor jeg har en stemme, rejse denne her debat. Det vil jeg også på EU-plan.

Jan E. Jørgensen, kulturordfører, Venstre

Jan E. Jørgensen, kulturordfører, Venstre (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Skal Danmark helt undlade at sende landsholdet til VM i Qatar?

- Nej. Fordi de har kvalificeret sig. Det er verdensmesterskaberne, og det ligger, hvor det ligger. Det kan vi jo ikke ændre, hvor end vi gerne ville.

Hvad med regeringen, skal de undlade at sende repræsentanter?

- Jeg synes, det er svært. Det, jeg sagde til kulturministeren i dag, var, at der er mange måder, man kan deltage. Jeg nævnte selv, at jeg som ung VU’er var i Sovjetunionen til en verdensfredsfestival, hvor vi demonstrerede og besøgte en systemkritiker.

I 2012 var der snak om at boykotte Ukraine efter kritik af landets håndtering af menneskerettigheder. Der mente Venstre, at regeringen skulle boykotte politisk og ikke tage afsted. Hvorfor mener I så ikke det i dag?

- Det kan også godt være, det er der, det ender. Nu må regeringen fortælle, hvad de agter at gøre. Men det er et dilemma, for sport samler folk fra mange lande, og vi har brug for, at folk samles.

Men mener I så, at regeringen skal undlade at sende officielle repræsentanter eller ej?

- Alt står åbent. Det, som vi har sagt til ministeren i dag, er, at vi vil høre først, hvad hun har tænkt sig.

Dennis Flydtkjær, kulturordfører, Dansk Folkeparti

Dennis Flydtkjær, kulturordfører Dansk Folkeparti (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)

Skal vi droppe VM i Qatar?

- Jeg synes, det er fantastisk, at Danmark har kvalificeret sig, og landsholdet skal bestemt møde op. Det ville være ærgerligt at skubbe landsholdet foran i en politisk sag.

Men hvad med en politisk boykot? Altså at regeringen bliver væk?

- Jeg synes, man skal tage det, som det det er: En fodboldturnering. Jeg tager dybt afstand til Qatar, men det er ikke fair at skubbe landsholdet foran sig.

Men landsholdet kan vel tage afsted og regeringen blive væk? Er det ikke en blåstempling at sende officielle repræsentanter til Qatar?

- Nej, jeg synes ikke, det er en blåstempling. Bare fordi man spiller der, blåstempler man ikke landet. Nu har de kvalificeret sig, det skal vi støtte op om. Og så synes jeg da også, at statsministeren eller kulturministeren skal støtte drengene.

Så skal regeringen altid komme, uanset hvor en idrætsbegivenhed er?

- Jeg synes udgangspunkt er, at regeringen og Kongehuset altid skal bakke op om de atleter, vi sender ud, men det gør jo ikke, at vi er glade for de steder, de er.

Charlotte Broman Mølbak, idrætsordfører, SF

Charlotte Broman Mølbak, idrætsordfører, SF (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Hvad mener du, ministeren skal gøre?

- Først og fremmest starte med at indkalde parterne til en snak. Og så bør man virkelig overveje, hvor meget man politisk set vil støtte det her VM.

- Vi skal politisk set tage det på os, så DBU ikke skal blande sig i at køre politisk arbejde, de skal sikre, at vores herrelandshold klarer sig bedst muligt.

Synes du, ministeren skal deltage eller blive hjemme?

- Jeg synes, man skal overveje rigtig grundigt, om man vil deltage. Jeg kan fortælle, at jeg absolut ikke selv ville deltage dernede, det er en holdning, vi har i SF. Det vil vi ikke støtte.

Zenia Stampe, kulturordfører, Radikale

Zenia Stampe, kulturordfører, Radikale (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Skal Danmark helt undlade at sende landsholdet til VM i Qatar?

- Nej, det synes vi ikke. Vi er ikke tilhængere af sportsligt boykot. Men vi er tilhængere af en officiel politisk boykot, så det officielle Danmark ikke skal deltage. Det er synd for landsholdet, hvis politikerne ikke er til stede, men debatten taget i betragtning, så synes vi, det er det rigtige snit.

Hvorfor egentlig ikke et totalt boykot?

- Det vil ikke være rimeligt overfor sporten. Det skulle man have gjort for ti år siden, hvis man ville, da beslutningen blev truffet.

Men I mener, regeringen skal undlade at sende nogen?

- Ja. Regeringen og hele det officielle Danmark. For vi ved jo godt, at det er en del af det, Qatar håber at få ud af det - et mødested for de officielle repræsentanter - og der synes jeg, vi skal sætte foden ned og sige nej.

Eva Flyvholm, udenrigsordfører, Enhedslisten

Eva Flyvholm, udenrigsordfører, Enhedslisten (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Skal Danmark boykotte VM i Qatar og undlade at sende landsholdet?

- Allerhelst vil vi have, at regeringen fik fingeren ud og kom i gang med at finde andre lande, der ville gå sammen om et boykot af VM i Qatar, så man kunne få droppet Qatar som værtsland og få det afholdt et andet sted.

Men det er nok svært at få rykket VM til et andet land – det er trods alt næste år?

- De kan godt nå at sætte det i gang. Det vil blive svært. Men det er det, der skal til.

Men hvis ikke man får det rykket, skal Danmark så undlade at deltage?

- Jeg synes, at der er en langt større effekt af at få det flyttet.

Men hvis man trods alt ikke formår det. Skal man så lade være at sende landsholdet?

- Jeg synes, det er dybt problematisk, at Qatar overhovedet har VM. Min personlige holdning er, at man skal tænke sig godt om, før man tager afsted.

Så man skal ikke sende landsholdet afsted?

- Jeg synes i hvert fald, det er dybt problematisk, at der er så mange mennesker, der bliver dræbt og arbejder under kummerlige forhold. Men altså den politiske løsning, vi peger på, er, at man skal gøre noget sammen med andre lande.

- Og der er boykot en del af det. Men det har ikke den samme effekt, hvis kun Danmark bliver væk, og derfor skal man i første omgang forsøge at samle et flertal.

I 2012 mente I ikke, at man skulle boykotte Ukraine, men at man skulle deltage. Hvad har ændret sig?

- Der har været forskellige tilgange til Ukraine. Men det er også derfor, jeg siger, det er glimrende at tænke over, hvad man kan gøre for at sende forskellige signaler om, at man skal forbedre forholdene i Qatar. Men at arbejde for, at VM skal lægge et andet sted, det er det, der skal til.

Mai Mercado, kulturordfører, Konservative

Mai Mercado, kulturordfører, Konservative (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Mai Mercado skriver i en SMS til DR Nyheder:

- Danmark skal ikke boykotte VM i fodbold i Qatar. Danmark har ikke tidligere boykottet store sportsbegivenheder og deltog både til håndbold-VM i Egypten og VM i fodbold i 2018 i Rusland, og de lande er bestemt også udemokratiske.

- Vores repræsentanter i internationale organer bør arbejde for, at begivenhederne ikke placeres i udemokratiske lande, men det skal ikke gå ud over vores sportsudøvere, at VM er placeret i en totalitær stat.

Lars Boje Mathiesen, kulturordfører, Nye Borgerlige

Lars Boje Mathiesen, kulturordfører, Nye Borgerlige (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Skal Danmark boykotte Qatar?

- Jeg vil ikke blande mig i, hvad DBU gør. Men jeg synes, at sport er sport, og politik er politik. Hvis man først begynder at bevæge sig ned ad den vej, hvor man boykotter, skal vi så også boykotte Kina, eller hvad med et land som Frankrig, der har atomkraft?

Synes du man kan sammenligne Frankrig og Qatar?

- Jeg sammenligner ikke, men opstiller hypotetiske eksempler på, hvornår det stopper i de her identitetspolitiske tider. Nu er det så arbejdsrettigheder, men hvad bliver det næste?

Men synes du så, regeringen skal lade være at sende repræsentanter til Qatar?

- Hvad regeringen gør, må de selv rode med. Men jeg synes, det er ærgerligt, der er så meget politik, der er kommet ind i sport. Politikerne har en evne til at ødelægge alt, hvad de blander sig i.

Alex Vanopslagh, Formand, Liberal Alliance

Alex Vanopslagh, Formand, Liberal Alliance (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Skal danske ministre deltage ved VM i Qatar?

- Nej, Qatar er en diktaturstat, og jeg mener, at vi klart og tydeligt politisk skal sende det signal, at vi ikke skal blåstemple. Så kongehus og ministre skal blive hjemme.

Men blander man så ikke politik og idræt?

- Jeg har ikke nogen holdning til, om landsholdet tager afsted eller ej, men politisk har vi at gøre med en diktaturstat, der på grund af VM har haft tvangsarbejdere, der er døde under kummerlige vilkår.

- Jeg mener, det er det helt forkerte signal at komme med, at Mette Frederiksen skulle sidde dernede og tage selfies på stadion. Det må hun gøre i privaten i stedet for.

Uffe Elbæk, Kulturordfører, Frie Grønne

Uffe Elbæk, Kulturordfører, Frie Grønne (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Uffe Elbæk var kulturminster under fodbold-EM i Polen og Ukraine i 2012. Flere europæiske politikere boykottede dengang, men Uffe Elbæk valgte at deltage i slutrunden. På lægterne, bevares.

- Jeg endte med at tage ned til Ukraine, men diskuterede med aktivister og holdt politiske møder før og efter møderne. Jeg valgte at sidde på lægterne og ikke i VIP-loungen for ikke at legitimere værtskabet, siger Uffe Elbæk.

Skal man gøre det igen?

- Jeg synes, at vi skal have en international idrætsstrategi, så vi ikke skal tage de her diskussioner igen og igen.

I 2012 sagde du, at sport og politik skal holdes adskilt – hvorfor vil du så have en politisk strategi nu?

- I dag vil jeg formulere det sådan, at man ikke kan adskille sport og politik. Mit dilemma dengang var, at man vidste, at vi skulle deltage i EM, og hvad gør man så som kulturminister, så prøver man at finde den mest rigtige strategi.

I bagklogskabens lys, var det så den rigtige beslutning at tage til Ukraine i 2012?

- Ja, det synes jeg, når man sender et landshold afsted, så synes jeg, at det var den rigtige beslutning.

- Men der er masser af gråzoner, og hver gang ender det med, at en given kulturminister skal finde ud af det. Jeg synes i stedet, vi fælles skal finde ud af det, så der er fælles fodslag.

Torsten Gejl, politisk ordfører, Alternativet

Torsten Gejl, politisk ordfører, Alternativet (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Skal vi sende landsholdet til Qatar?

- Det må DBU suverænt beslutte.

Hvad med officielle repræsenter, bør regeringen lade være at tage til Qatar?

- Vi mener ikke, at man bør sende politiske repræsentanter. Ikke med de dårlige forhold, der er dernede.

Hvad tror du, det hjælper, at man ikke sender repræsentanter fra regeringen afsted?

- Det sender det signal, at vi er opmærksomme på, at de behandler deres immigrantarbejdere dårligt. Det giver et politisk pres.

Jens Rohde, politisk ordfører, Kristendemokraterne

Jens Rohde, politisk ordfører, Kristendemokraterne (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Skal Danmark bliver væk fra VM i Qatar?

- Nej, det flytter jo ingenting. Jeg har i to år bedt statsministeren om forud for samtlige topmøder i EU at løfte denne her dagsorden. Vi må tage fælles europæisk politisk ansvar for det her.

Bør den danske regering undlade at tage til VM?

- Det kan man jo godt. Men det er jo bare et slag i luften, det jo ikke sådan, man løser det.

I 2012, da du sad i Europa-Parlamentet for Venstre, mente du, at regeringen skulle undlade at tage til Ukraine. Hvorfor mente du dengang, det gav mening med en politisk boykot, men ikke i dag?

- Jeg har det udgangspunkt, at regeringen ikke bør tage til Qatar. Men jeg siger bare, at hvis vi virkelig skal løse det, så er det med de andre europæiske lande.

Facebook
Twitter