Skal de unge rykkes frem i vaccinekøen? Borgmester og folketingspolitikere vil give dem stikket før tid.

Smitten spreder sig blandt de unge, og det kan være en god idé at tilbyde dem vaccinen før tid, siger professor i global sundhed.

Smitten spreder sig særligt blandt unge på 15-19 år. Det får flere til at pege på, at man bør rykke dem frem i vaccinationskøen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Hvis man fastholder modellen med automatisk nedlukning, så skal vi have rykket de unge frem i køen. De kan ikke klare mere.

Sådan siger Borgmester i Helsingør, Benedikte Kiær (K).

Den seneste uge er smitten i aldersgruppen 15-19 år steget med 59 procent og 30 procent i aldersgruppen 20-24 år.

- De har været lukket inde en lang mørk vinter. Nu har de behov for at se hinanden. Derfor har jeg det sådan, at man kan ikke blæse og have mel i munden. Enten skal man gøre det, at man vaccinerer de unge og bliver ved med at have grænser for automatisk nedlukning. Ellers følger man den vaccinationskalender, der er, og lader de unge se hinanden, men hæver grænsen for hvornår der skal lukkes ned.

Lige nu sker der automatisk nedlukning i en kommune, hvis der er 250 smittede per 100.000 indbyggere.

Hun håber derfor, at politikerne på Christiansborg vil overveje at gøre som nordmændene, og sætte de unge frem i køen.

I Norge har man nemlig valgt, at unge mellem 19 og 24 år skal tilbydes vaccinen før det ellers var planlagt. Det sker for at mindske smittespredningen.

Helsingørs borgmester bakkes op af partikammeraten. Konservatives sundhedsordfører Per Larsen.

- Vi kan se, at det er blandt de unge, at smitten udvikler sig voldsomt. Og det er med at få det stoppet så hurtigt som muligt, siger han

De Konservatives sundhedsordfører vil have de unge vaccineret hurtigst muligt. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Også Enhedslistens coronaordfører Peder Hvelplund mener, at det kan være en god idé.

- Hvis smitten spredes meget, så kan det være risikabelt for effekten af vaccinen. Så derfor synes jeg også, man skal begynde at målrette vaccinen i endnu højere grad til de steder, hvor smitten spredes mest, siger Peder Hvelplund og fortsætter:

- Altså hos de unge mennesker og også i områder hvor folk har udsatte boligforhold og jobfunktioner.

Peder Hvelplund, der er Enhedslistens coronaordfører, mener også, at det har klare fordele, hvis de unge rykkes frem i køen. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Professor: Det vil give god mening

Flemming Konradsen, er professor i Global Sundhed ved Københavns Universitet. Han mener det vil være en rigtig god idé, hvis danske unge kan få stikket mod corona før end det er planlagt.

- Når vi har fået dækket de grupper ind, der er i størst risiko for svær sygdom og indlæggelse, så giver det bestemt mening at kigge på, om man skal omprioritere fordelingen rettet mod dem, som er i stor risiko for at sprede smitte.

Ifølge ham kan vi nemlig risikere at smitten blandt de unge spreder sig udover resten af landet, og det kan medføre periodevise nedlukninger.

- Der kan være dele af fritidsliv og kulturliv, som nemmere kan åbne op, simpelthen fordi de ikke hele tiden bliver ramt af folk, der skal i isolation eller folk, der er smittede. og det vil være en stor andel af de unge, fordi de simpelthen har mange flere kontakter.

Og der er flere ting, der kan tale for, at de unge får stikket før tid. Eksempelvis, at unge mennesker, skal kunne gennemføre et uddannelsesforløb.

Siden genåbningen af cafeer, restauranter og barer, har det været muligt at mødes med venner til en øl eller en frokost. Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør, mener ikke at de unge kan holdes hjemme længere. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Men i Danmark har vi lagt en anden strategi, siger Allan Randrup Thomsen.

- Du kan enten vaccinere de sårbare eller dem, der spreder epidemien. Herhjemme har vi valgt den strategi primært at vaccinere de sårbare. Dem mellem 30 og 50 år har to til tre gange større risiko for at ende på hospitalet end de helt unge, siger Allan Randrup Thomsen, professor og eksperimentel virolog ved Københavns Universitet.

Sundhedsstyrelsen har selv skrevet, at man vaccinerer efter, hvordan man bedst beskytter de mest sårbare og frontpersonale og samtidig bremser smittespredning, så hvorfor ikke bremse smitten ved at vaccinere de unge?

- Jamen, jeg giver dig fuldstændig ret i, at der findes ingen endelig eller objektiv løsning. Det er lidt som at løse cirklens kvadratur. Vi har ikke alle de vacciner, vi vil have. Derfor er vi nødt til at prioritere, og den overordnede strategi har hele tiden været at vaccinere dem i størst risiko, og her er alder den største faktor.

Christiansborg peger på sundhedsmyndighederne

Christiansborg er der på nuværende tidspunkt ikke flertal for, at rykke de unge frem i køen.

Rundtomkring peger sundhedsordfører på, at de lytter til sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og derfor ikke mener, at de unge skal rykkes frem.

- Vi synes sådan set, i lighed med hvad sundhedsmyndighederne har anbefalet, at det er de ældre medborgere, der skal vaccineres først. Fordi det er dem, der er mest sårbare i forhold til corona.

Det samme mener Socialdemokratiet, hvor sundhedsordfører Rasmnus Horn langhoff siger, at Socialdemokratiet hellere vil følge anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen og holde sig til den nuværende vaccineplan.

Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen mener ikke, at de unge skal rykkes frem i køen. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Nye Borgerlige har samme tilgang, om at sundhedsmyndighedernes anbefalinger er det, der afgør deres syn på sagen.

For to dage siden meldte Sundhedsstyrelsen ud, at 55-59 ville modtage invitation til vaccine.

Efter den nuværende plan skal 16-19 årige vaccineres i samme omgang som 45-49 årige. Det sker når alle over 50 år er vaccineret. Efter vaccinationsplanen kan de påbegynde vaccinationen i slutningen af maj. Derefter følger 20-24 årige sammen med de 40-44 årige. Den sidste gruppe, der ifølge den nuværende vaccinationsplan får vaccinen er de 30-34 årige.

Facebook
Twitter