Radikale Venstre i krise

Skarp Jelved efter comeback hos Radikale: 'Det giver ingen mening at true med at vælte regeringen'

Marianne Jelved vil have ændret den konfrontatoriske linje, som Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen har lagt for Radikale Venstre.

Ifølge Marianne Jelved er en af Radikale Venstres hele store fordele, at de kan samarbejde på tværs af partierne. (Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget © Arthur J. Cammelbeeck/Altinget)

Marianne Jelved er tilbage på en toppost i dansk politik.

Og den 77-årige tidligere politiske leder stempler ind i sin nye rolle med en markant melding, der går i rette med den kurs, som først Morten Østergaard og siden Sofie Carsten Nielsen har sat for partiet:

De Radikale er nødt til at skrue ned for truslerne mod regeringen og vende tilbage til et mere konstruktivt samarbejde, lyder det.

- Vi har haft den der lidt konfrontatoriske attitude, hvor man siger, at hvis ikke vi får det her, så gør vi sådan og sådan. Altså en trussel af en eller anden karakter. Og det er jo ikke den måde, som jeg synes, vi får skabt tillid omkring os, siger Marianne Jelved i et interview med P1Morgen.

Jelved er igen blevet en del af gruppeledelsen med titel af kontaktperson.

En post hun fik, da partiet tidligere på ugen konstituerede sig, efter Morten Østergaard trak sig som politisk leder på baggrund af en række krænkelsessager.

Nu skal Marianne Jelved, den tidligere leder af partiet, agere sparringspartner for partiets nye gruppeledelse med Sofie Carsten Nielsen som politisk leder og Andreas Steenberg som gruppenæstformand.

Marianne Jelved lægger ikke skjul på, at hun ønsker en mindre konfrontatorisk linje, end den Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen lagde, da de sammen udgjorde partiledelsen.

Marianne Jelved har siddet i Folketinget for Radikale Venstre siden 1987. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Derfor pegede hun også på Martin Lidegaard som politisk leder da partiet havde kampvalg på Den Sorte Diamant i starten af oktober.

- Det var blandt andet fordi, han gik ind for den dialog og samarbejdslinjen. Og det ville jeg gerne støtte, siger Marianne Jelved, der betegner sin nye post som 'en mulighed', hvor hun kan gøre partiet mere samarbejdsorienteret.

To grupperinger

Som bekendt blev Martin Lidegaard ikke politisk leder. Det gjorde Sofie Carsten Nielsen.

Hun har flere gange sagt offentligt, at med hende som leder, har partiet den samme politik, som der blev ført, da Morten Østergaard stod i spidsen for Radikale Venstre.

Da Morten Østergaard var politisk leder truede han flere gange med at vælte regeringen.

I februar i år sagde han, at Radikale Venstre ville vælte regeringen, hvis ikke der var en aftale for en klimaplan senest grundlovsdag.

- Det helt korte budskab er, at uden en klimaplan og handling er der ikke nogen regering, sagde han til Politiken i februar.

Grundlovsdag sagde han igen, at Radikales støtte til regeringen var betinget af hurtig handling på klimaet.

Det blev dog ved ordene.

Senest i oktober truede Østergaard med ikke at stemme for finansloven, hvis der ikke kom flere klimatiltag i den.

Men ifølge Marianne Jelved er det ikke vejen frem, hvis man vil skabe resultater.

- Det fører ikke til noget konstruktivt på længere sigt. Det kan godt være, at man redder en bestemt ting her og nu, men man skaber jo ikke tillid. Man skaber ikke samvirke, når man på den måde skal true sig igennem til at få nogle resultater.

- Hvis man truer med sådan noget, så skal man jo gøre det. Ellers giver det jo ikke nogen mening, siger Marianne Jelved om truslerne.

Og derfor må ledelsen i partiet nu forstå, at der altså også er brug for samarbejde.

- Ledelsen i partiet må jo også mærke, at der er to grupperinger, siger hun. Hun anser det som klogt af ledelsen at gøre hende til en tæt partner.

- Det er et tegn til mig om, at der er noget at samarbejde om. Og derfor griber jeg selvfølgelig den fakkel.

Marianne Jelved stemte på Martin Lidegaard som partiets nye leder. Lidegaard tabte dog med stemmerne 12-4 til Sofie Carsten Nielsen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Ifølge hende er det ikke de politiske mål, der er uenighed om i partiet. Det er måden at nå dem på. Og politiske resultater er det, hun vil forsøge at hjælpe med at skaffe.

- Jeg vil gerne bidrage til, at vi prøver at lægge os i midten. Og gøre det til en fordel, at vi kan samarbejde med partierne omkring os. Og dermed opnå nogle resultater.

Ikke første gang

Allerede da Marianne Jelved kom i Folketinget i 1987 indså hun, at tillid og samarbejde var vejen frem i dansk politik.

- Der var Schlüter statsminister, og jeg blev meget hurtigt klar over, at man skal ikke lade en statsminister sidde alt for meget alene. Der kommer alt for mange mærkelige tanker. Så jeg begyndte at spørge, om jeg ikke kunne komme over og hilse på Schlüter og snakke lidt med ham, fortæller hun.

Det var med til at skabe et godt samarbejde mellem de to politikere. Et samarbejde der gjorde, at flere ting kunne komme igennem.

Under Nyrup-regeringen håndterede Marianne Jelved den politiske situation på samme måde, fortæller hun.

- Jeg vil meget gerne have, at vi er i stand til at samarbejde på tværs af partierne fordi det bliver langt bedre løsninger. Det er meget bedre, end hvis man har et smalt flertal.

Marianne Jelved og tidligere Statsminister Poul Schlüter. Til Schlüters 75-års fødselsdag i 2004. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Derfor er hendes ambition, at lave brede aftaler. Gerne hen over midten. Og det kræver samarbejde. Et samarbejde, der ifølge Marianne Jelved er en gave til samfundet, fordi det skaber stabilitet.

- Jeg ville jo gerne have, at det var det, vi var kendetegnet på. Og ikke at vi havde nogle meget bastante punchlines, som kan skabe furore. Det er jo ikke sikkert, at det fører til noget resultat.

Det lyder som om, du skal udøve en vis pædagogisk evne over for blandt andet jeres nye gruppeformand?

- Jeg bestiller jo ikke andet end at udvikle mine pædagogiske evner. En gang lærer, altid lærer.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter