Skatteamnesti har været en kæmpe-fiasko

Kun 189 danske skattesvindlere har udnyttet en skatteamnesti og frivilligt afleveret 25 millioner kroner til staten.

Skatteminister Holger K. Nielsen er skuffet over, at en et-årig skatteamnesti ikke har indbragt flere skattekroner.

Et tilbud til danskerne om skatteamnesti har være en fiasko, skriver Politiken.

Muligheden for skatteamnesti udløb i sommer, og i alt har 189 danske skattesvindlere frivilligt afleveret 25 millioner kroner i statskassen i det år amnestien har betydet, at de slipper for en fængselsstraf.

Skatteminister Holger K. Nielsen erkender, at han havde sat næsen op efter et højere beløb.

Giver ikke kødannelser

- Vi er ikke helt færdige med at analysere ordningen, men jeg havde forventet et højere provenu, siger han til avisen.

Skatteekspert Thomas Rønfeldt, der har analyseret amnestien som lektor i skatteret på Aalborg Universitet, er imidlertid ikke overrasket. Han mener, at skatteamnestien har været et kuldsejlet projekt fra start af.

- De borgere, der har vovet at melde sig, skal betale den skyldige skat men også en bøde. Desuden skal de fortælle, hvor pengene kommer fra, og viser det sig, at de har begået anden kriminalitet risikerer de en politianmeldelse. Det giver ikke kødannelser, siger Thomas Rønfeldt.

Ingen bøde i Sverige

Det pauvre udbytte får skatteministeren til at droppe alle overvejelser om nye amnestier og frit lejde-aktioner.

- Jeg tror, det ville krænke mange menneskers retsfølelse, hvis vi lancerede en ny amnesti så kort tid efter, at den gamle er udløbet. Så kan man hævde, at vi har valgt en forkert model, men vi har altså ment, at den danske ordning var attraktiv, siger Holger K. Nielsen til Politiken.

I Sverige har næsten 5.000 svenskere lagt kortene på bordet og betalt skyldige skatter for 1,5 milliarder kroner, siden den svenske skatteamnesti blev lanceret i 2010. Alene i år har 1.900 svenskere meldt sig selv.

I modsætning til den danske ordning opererer den svenske ikke med bøder. Her skal skattesnyderne blot betale den skat, de skylder.

/ritzau/

Facebook
Twitter