Skatteminister: Afhøring af hjemsendte skattechefer bliver formentlig for lukkede døre

De tre hjemsendte chefer har ellers krævet, at afhøringerne skulle ske for åbne døre.

"Personligt går jeg ind for mest mulig åbenhed. Men som skatteminister skal jeg balancere mellem hensynet til åbenhed og andre hensyn - eksempelvis, at vi ikke kompromitterer efterforskningen af Danmarkshistoriens største skattetyveri," forklarer skatteminister Karsten Lauritzen i en mail til DR Nyheder. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Grundlaget for de tjenestelige forhør af tre hjemsendte chefer i Skat er fortsat ved at blive afklaret.

Én ting ser nu ud til at være blevet afklaret, nemlig hvorvidt forhørene sker for åbne døre eller ej.

For selvom skatteminister Karsten Lauritzen (V) går ind for mest mulig åbenhed i sagen, så hælder han til at holder dørene lukket.

- Bagmandspolitiet har klart tilkendegivet, at det kan være ødelæggende for efterforskningen, hvis der kommer følsomme oplysninger frem i offentligheden. Det er jeg som minister nødt til at have tillid til og tage alvorligt. Derfor taler meget for, at eventuelle forhør foregår for lukkede døre, forklarer han i en mail til DR Nyheder.

De tjenestelige forhør skal være med til at placere det endelige ansvar for myndighedernes svigt i sagen om de mere end ni milliarder kroner, som internationale svindlere angiveligt har snydt Skat og statskassen for i refusion af udbytteskat af danske aktier.

De tre hjemsendte chefer har ellers krævet, at afhøringen af dem skulle ske for åbne døre. Det gjorde de klart i et fælles brev til ministeren tilbage i slutningen af april.

Skatteministeren har altså ikke valgt at efterleve kravet fra de tre, men afviser ikke at gøre forhørsrapporterne tilgængelige for offentligheden.

- Jeg har stor forståelse for ønsket om åbenhed. Og derfor ser jeg også positivt på, at en eventuel forhørsrapport bliver åben og tilgængelig - så længe hensynet til efterforskningen tillader det.

Sagen kort

  • De tre chefer i Skat blev hjemsendt tilbage i september 2015 grundet sagen om formodet svindel med refusion af udbytteskat for milliarder af kroner.

  • Det var konklusionerne i Skatteministeriets Interne Revisionsrapport om sagen, der fik Skats direktør Jesper Rønnow til at tage konsekvensen af, at der med hans egne ord er sket "svigt fra flere ledere".

  • I april 2016 krævede de tre at blive forhørt med åbne døre, da de frygtede at være dømt på forhånd, hvis det foregik for lukkede døre.

Facebook
Twitter