Skatteminister annullerer prishop på biler: Ikke sikkert vi har regnet rigtigt

Danskerne skal ikke have dyrere biler, mener skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) mener, at regeringen og Dansk Folkeparti stiller sig på bilisternes side, når de udskyder indfasningen af de nye bilafgifter. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Bare små to uger før de nye bilafgifter skulle træde i kraft, har regeringen sammen med Dansk Folkeparti valgt at udskyde det til udgangen af 2020.

Ifølge skatteminister Karsten Lauritzen (V) skyldes beslutningen, at regeringen ikke er sikker på, hvorvidt registreringsafgiften vil stige på grund af de nye målinger.

Skatteministeriets egne beregninger har nemlig vist, at eksempelvis en Peugeot 208 ikke ville stige i pris, mens bilimportørernes beregninger viser, at den vil stige med 15.000 kroner.

- Det er netop, fordi vi gerne vil have, at der skal regnes rigtigt, at vi vælger at udskyde det i stedet for bare at konkludere noget, forklarer Karsten Lauritzen.

- Jeg er ikke så overrasket over, at en bilimportør regner i bilimportørens favør, og at skattevæsenet regner i statskassens favør. Sandheden er nok et sted midt i mellem, og den sandhed skal vi finde, men indtil da skal vi sørge for, at danskerne ikke får dyrere biler.

Belønner ikke bilfabrikanter

Årsagen til afgiftshoppet skyldes, at der i EU indfases en ny og mere retvisende måling for bilers brændstofforbrug kaldet WLTP.

Og eftersom en del af den danske registreringsafgift er hængt op på bilens forbrug, vil det kunne føre til, at nogle biler stiger markant i pris, fordi de tidligere har oplyst et knap så retvisende forbrug.

Belønner I ikke bilfabrikker, der har opgivet et alt for positivt brændstofforbrug ved at udskyde den her indfasning?

- Det mener jeg ikke. Man kan selvfølgelig godt have den holdning, men når regeringen gør det her sammen med DF, er det af hensyn til ro om bilbeskatningen, af hensyn til bilisterne og af hensyn til, at danskerne kan bruge de afgiftsnedsættelser, som jo gør, at man kan købe større og mere trafiksikre biler, siger Karsten Lauritzen.

Et bredt flertal i Folketinget besluttede i efteråret at regulere de nye afgifter, så bilerne gennemsnitsligt ikke ville stige i pris fra 1. april. Det skete med udgangspunkt i en omregningsfaktor fastlagt af EU-kommissionen.

Facebook
Twitter