Skatteminister: Boligejerne skal nok få de skattelettelser, de var lovet

Ekstra milliarder fra de udskudte boligskatter skal ende hos boligejerne.

Den tidligere VLAK-regering havde sat penge af til skattelettelser for boligejerne fra 2021. De er udskudt tre år, og luner nu pludselig i statskassen. (Foto: Anne Bæk © Scanpix)

Nok er skattelettelserne blevet udskudt, men boligejerne vil stadig få pengene fra deres lovede skatterabat at se.

Det skriver skatteminister Morten Bødskov (S) i et skriftligt citat til DR Nyheder, efter han i går meddelte, at det er nødvendigt at skubbe de ventede nye boligskatteregler til 2024.

- Det er regeringens holdning, at de penge, der kommer ind som følge af udskydelsen, skal tilbage til boligejerne. Den konkrete model ser vi på i forhandlingerne, lyder det fra ministeren.

Det er omkring en million boligejere, som må vente tre år mere på deres skattelettelse fra den tidligere VLAK-regerings boligreform, efter regeringen har udskudt nye boligskatteregler til 2024 og ikke 2021 som planlagt.

Det sparer staten for tre milliarder om året - i alt ni milliarder kroner over de tre år, fordi boligejerne skal betale mere i skat, end der var lagt op til med den tidligere aftale.

Presset af aftalepartierne

Efter pressemødet i går var skatteministeren dog knap så afklaret.

Adsprugt om pengene skulle blive i statskassen eller føres tilbage til boligejerne, svarede han:

- Det er et spørgsmål, som vi drøfter ved forligskredsbordet nu. Derfor er det jo en del af den samlede diskussion om økonomien, der er i årene 2021, 2022 og 2023.

Og det vakte bekymring hos Venstres skatteordfører, Louise Schack-Elholm, at regeringen ikke så det som en selvfølgelighed, at boligejerne skulle have de penge, de var stillet i udsigt.

- Sådan som jeg kan se det, har regeringen ikke tænkt sig at føre pengene tilbage til boligejerne. Det er meningen, at det skal ned i den store kasse, er min fornemmelse, siger hun.

Også Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, holdt på, at pengene tilhørte boligejerne.

- Vi skal have fundet ud af en model, hvor vi sørger for, at det er de samme penge, der bliver i borgernes lommer.

- Vi skal jo ikke opleve, at staten kan tjene ni milliarder på, at man internt i staten har it-problemer. Det er altså ikke borgenes skyld, siger han.

Ingen anden vej

Aftalen om et nyt system for boligskat, der også rummede skattelettelserne, er blevet til i et forlig mellem den tidligere borgerlige regering, Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokratiet.

Det betyder også, at S-regeringen ikke bare kan bruge de ekstra penge, uden at de andre forligspartier er med på den.

Men stemningen var ikke til at tage fejl af hos Det Konservative Folkeparti eller regeringens nuværende støtteparti, De Radikale:

- Selvfølgelig er det noget af det, som vi vil stå ret hårdt på. Boligejerne skal have deres penge. Det er det, de har krav på ifølge den aftale, vi har lavet, sagde skatteordfører Kathrine Olldag tidligere i dag.

Formanden for De Konservative, Søren Pape Poulsen, var ikke mindre stålfast:

- Hvis man har aftalt, at der skal være en skattelettelse på tre milliarder kroner om året, så skal den aftale selvfølgelig holdes. Og det betyder, at boligejerne skal kompenseres de i alt ni milliarder kroner, sagde han og slog det fast:

- Det er ikke til debat.

Udtaleleserne faldt først på eftermiddagen.

Klokken 14.03 tikkede mailen fra Skatteministeriet ind hos DR Nyheder.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter