Skatteminister lover mere hjælp til virksomheder: 'Vi sidder og ser på alt lige nu'

Morten Bødskov erkender, at hans hjælpepakke ikke er nok og overvejer tilbagebetaling af moms.

Skatteminister Morten Bødskov har i dag præsenteret en hjælpepakke til små og mellemstore virksomheder. Men han erkender, at der skal mere til. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

- Vi sidder lige nu og diskuterer, hvad der ellers skal til. Det her er ét skridt i rækken af flere.

Sådan lyder det fra skatteminister Morten Bødskov (S), som i dag har præsenteret en hjælpepakke til små og mellemstore virksomheder, der lider under corona-krisen.

Til en værdi af 40 milliarder kroner indebærer den en udskydelse af b-skat og momsbetaling. Men skatteministeren erkender, at det langt fra er nok til at redde de mange virksomheder, der landet over ikke får nogle ordrer i bogen eller kunder i butikken på grund af de skrappe corona-foranstaltsninger.

- Det er klart, at for at man kan betale skat, skal man tjene nogle penge, og derfor er det her bare et af de initiativer, vi tager, siger Morten Bødskov.

- Den her krise er meget alvorlig, den stikker dybt og er meget omfangsrig. Derfor sidder vi også i disse timer sammen med dansk erhvervsliv og ser på nye initiativer, der kan være med til at forbedre vilkårene.

En saltvandsindsprøjtning

Skatteministeren vil ikke løfte sløret for, hvad regeringen ellers overvejer, og han fastholder, at hjælpepakken er en gedigen saltvandsindsprøjtning til de lukningstruede virksomheder.

- Det her giver penge i kassen. Man får som virksomhed nu penge til at betale de regninger, der skal betales. Men der skal flere initiativer til. Hvad det er, drøfter vi lige nu, siger han.

Hvis man ikke har nogen indtjening, og man derfor ikke har noget at betale moms af, hvordan giver det her så penge i kassen?

- Du slipper for at betale din B-skat, og du slipper for at betale din moms. Det er klart, at hvis du ikke har nogen indtægt overhovedet, så har du ikke noget at betale skat af. Så er der de andre initiativer, som vi sidder og kigger på i de her timer, på hvad man yderligere kan gøre.

Anerkender du dermed, at de her initiativer ikke kommer til at hjælpe de livstruede virksomheder, der står lige på kanten og skal til at dreje nøglen om, fordi de ikke har nogen indtægter?

- Det her er noget, som giver små og mellemstore virksomheder penge i kassen, som kan holde dem oven vande et stykke tid, men der skal mere til. Det sidder vi og ser på, siger Morten Bødskov.

Har lige betalt milliarder i moms

Beholdningen i pengekasserne hos landets virksomheder er for nylig sunket betydeligt, da de skulle betale netop moms den 1. marts. Men de penge, vil Morten Bødskov ikke stille dem i udsigt endnu.

- Vi sidder og kigger på forskellige initiativer og drøfter dem med dansk erhvervsliv. Vi ser på alt i øjeblikket, og det gør vi, fordi der skal handles hurtigt og målrettet, så vi kan holde hånden under dansk erhvervsliv, lyder svaret fra Morten Bødskov på spørgsmålet om tilbagebetaling af moms, kunne være et af de initiativer der kommer.

Flere tusinde danskere har allerede mistet deres job, fordi virksomhederne står overfor et voldsomt fald i omsætningen og har måtte skære deres stillinger væk for at holde udgifterne nede.

Regeringen har garanteret de større virksomheder et løntilskud for at forhindre fyringer og barsler også med en redningskrans til de selvstændige.