- Forhåbentlig kan vi lave en bred aftale ret hurtigt, for det tror jeg er vigtigt af hensyn til bilmarkedet.
Sådan lyder det fra skatteminister Morten Bødskov (S) om det arbejde, der nu - bogstavelig talt, da partierne er mødtes her til eftermiddag - går i gang for at få en grøn omstilling af vores bilpark.
Omdrejningspunktet for at lave en aftale er den rapport, som elbilkommissionen i dag har præsenteret. Helt konkret har kommissionen leveret fire modeller for, hvordan man kan få flere elbiler på vejene og udlede mindre CO2.
Alle fire modeller har en forskellig pris, der er regnet ud efter, hvor mange elbiler der skal køre rundt på vejene i 2030.
Og konklusionen er klar; jo flere elbiler, desto dybere skal der dykkes ned i samfundets pengekasse. Og derfor står skatteminister Morten Bødskov nu med et regnestykke, der skal gå op.
- Vi skal huske, at vi om året får 50 milliarder kroner i indtægter på registreringsafgifter og benzinafgifter, så der er mange penge i spil her. Og skruer man bare lidt på de skruer her, så risikerer man ret hurtigt at udskrive meget store regninger, siger han.
En million elbiler bliver 'for dyrt'
Rapporten og de fire modeller er et resultat af den tidligere regering, der nedsatte kommissionen med ønsket om at få en million elbiler på gaden i 2030 - uden at det skulle ramme staten på pengepungen. Forud for det, havde Mette Frederiksen ønsket sig 500.000.
Men i rapporten konkluderer kommissionen, at det bliver meget, meget dyrt for samfundet, hvis ønsket om en million elbiler på vejene i år 2030 skal indfries.
- Man kan godt skrue en model sammen, hvor man får en million elbiler i 2030. Men det vil være en meget dyr løsning for samfundsøkonomien, siger kommissionens formand, Anders Eldrup, i forbindelse med præsentation af rapporten.
750.000 elbiler på vejene har derimod 'balance', siger Eldrup. Og konklusionen glæder skatteministeren.
- Jeg synes, det er en meget, meget stor mundfuld. Derfor er jeg glad for den meget klare konklusion, som kommissionen anlægger.
- Det skal være muligt for almindelige mennesker stadig at have råd til bil. Hvis de vil have en elbil, så skal de også have mulighed for det. Det skal jo være sådan, at almindelige menneskers hverdag kan hænge sammen, samtidig med at der skal være råd til, at vi fortsat kan udbygge vores velfærd til børn, syge og ældre, siger han med henvisning til risikoen for at skulle finde pengene fra et andet område.
Morten Bødskov vil ikke begive sig ud i at svare på, hvor mange biler regeringen mener, der skal køre på el på de danske veje i 2030.
- Det er vigtigt, at vi får en mere grøn bilpark, så vi kan bidrage til at nå at reducere CO2-udledning med 70 procent i 2030. Men det er også vigtigt, at vi sikrer os, at livet er til at leve i hele landet, siger han.
Lægger sig ikke fast på model
Kommissionen kommer ikke med råd til, hvilken af modellerne der er bedst eller bør vælges. Og heller ikke skatteministeren vil udtale sig om, hvilken model han har størst fidus til.
- Det er et digert værk, siger han om rapportens 267 sider.
- Vi skal nu mødes med Folketingets partier og gennemgå rapporten. Der er mange dilemmaer, der skal afvejes.
Men kan man godt regne med, at hvis man har en benzin- og dieselbil i 2030, så er det dyrere, end det er i dag?
- Det er for tidligt at sige noget om. Det kommer an på, hvilken model vi vælger. Det vil de kommende ugers drøftelser komme til at vise, siger han.
Tror du ikke, det bliver dyrere?
- I føste omgang vi vil kigge på det, som kommissionen har fremlagt nu, og så vil vi se på, hvad det er for modeller, der udspringer af de drøftelser, partierne nu skal i gang med.
'Må ikke ramme social skævt'
Flere andre partier ser dog flere gode takter i forskellige dele af modellerne. Og står det til De Radikale, så gør det ikke noget, at der kommer en regning til staten.
- Det er klart den model, der stiler mod en million elbiler i 2030, der er vores ambition, siger Ruben Kidde, klimaordfører i partiet.
- Det er en kommission, der havde det benspænd, at det ikke måtte koste noget for samfundet. Vi vil gerne bruge penge fra råderummet (det økonomiske råderum, red.) til at investere i, at der kan komme flere elbiler ud på vejene, der er grønne, siger han.
Men hvis en aftale om grøn bilbeskatning fører til, at det bliver dyrere at være ejer af en benzin- eller dieselbil, som mange lige nu ejer, så er Dansk Folkeparti bange for, at det vil ramme økonomisk hårdt, dér hvor det i forvejen er småt med penge.
- Jeg er bekymret for, om det vil ramme socialt skævt. De familier, der ikke har så meget at rutte med, skal også have mulighed for at køre bil i fremtiden. Det, vi har brug for, er en løsning, der er langtidsholdbar, så erhvervslivet ved, hvad de skal investere i, men også for dem, der ikke lige har råd til en Tesla, siger partiets klimaordfører Morten Messerschmidt.
Messerschmidt er glædeligt overrasket over prisen på forslaget med 500.000 elbiler på vejene.
- Derfor kan man måske godt gå lidt længere frem, men det vil jeg ikke lægge mig fast på. Jeg er mere optaget af, hvordan det her kommer til at ramme. Altså i forhold til grænsehandel, brugtvognspriser og så videre, siger han.
Skatteminister Morten Bødskov forventer, det vil tage et par år, inden en kommende aftale er fuldt indfaset.
- For det er en meget stor omstilling, hvis vi skal lykkes med det, siger han.