Skatteminister rækker hånden ud til Uber: Jeg laver gerne en aftale med jer

Efter en historisk skatteaftale med Airbnb peger pilen nu måske på Uber, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Uber er velkommen til at komme og forhandle en aftale om skattebetaling, siger skatteminister Karsten Lauritzen. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Hvis Uber vil gøre alvor om sit budskab om at vende tilbage til Danmark, står Skat og skatteminister Karsten Lauritzen (V) gerne klar med kaffe og en skatteaftale, som den amerikanske transporttjeneste kan skrive under på.

Sådan lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen efter en historisk skatteaftale med den amerikanske udlejningsgigant Airbnb. Parterne gav torsdag morgen håndslag på, at Airbnb i fremtiden indberetter udlejernes indtægter automatisk til Skat.

Modellen kan overføres til andre virksomheder, mener Karsten Lauritzen, der af egen drift fremhæver Uber, da han medvirker i programmer ’Stegger og Toft’ på DR’s radiokanal P3.

- Uber siger jo, at de gerne vil tilbage til Danmark, og der er jo et problem med betaling for Uber-chaufførerne, så jeg indgår gerne i dialog med Uber og får lavet sådan en aftale, som vi nu har indgået med Airbnb, siger han.

Forlod Danmark med et brag

For godt et år siden – den 18. april – kørte Uber for sidste gang i København. Forud gik en række sværdslag – dels på Christiansborg – dels i retssystemet. Politisk var det den nye taxilov, der betød, at Uber valgte at trække stikket, men også en lang række domme i sager, hvor Uber-chauffører blev dømt for at køre pirattaxi, var formentlig medvirkende til beslutningen.

Sidenhen har en række domme også slået fast, at Uber ikke overholder loven. I december 2017 slog EU-Domstolen fast, at Uber skal reguleres som en transporttjeneste – og dermed altså ikke en digital service. I januar stadfæstede landsretten store bødestraffe til fire tidligere Uber-chauffører. 1.500 andre chauffører risikerer et bødekrav på baggrund af dommen.

Skatteminister Karsten Lauritzen siger, at det må være medvirkende til, at Uber kommer til Skatteministeriet, hvis de vil tilbage til Danmark.

- Det er i Ubers interesse og skattevæsenets interesse.

- Hvis Uber er interesseret i, at deres forretningsmodel og deres chauffører betaler skat, så vil jeg meget gerne lave en aftale med dem, siger han.

Uber: Vi vil gerne tilbage

Uber har ad flere omgange sagt, at man gerne vil vende retur til det danske marked, hvis politikerne er villige til at ændre taxiloven.

Og de nye toner glæder Kristian Yde Agerbo, der er talsmand for Uber Nordic.

- Det er vi jo utroligt glade for. Vi er glade for, at ministeren gerne vil i dialog. Den nye aftale med Airbnb er en god aftale, og derfor vil vi gerne i dialog med ministeren om en lignende aftale, som kunne gælde for Uber.

Men selvom I lykkedes med at lande en aftale hos skatteministeren, er det så nok til, at I kan komme tilbage til det danske marked?

- Skattebetalingen er en vigtig del af det. Det skal der være styr på. Men der skal også være styr på en række andre ting. Vi skal indordne os efter den nye taxilovgivning for at kunne drive virksomhed i Danmark. Det vil tage noget tid at arbejde på det, men skattebetalingen er en central del af det, siger Kristian Yde Agerbo.

Facebook
Twitter