Skatteminister: Skatteunddragere skal fanges hurtigst muligt

Skat forsømte at udnytte schweizerlæk til at efterforske skatteunddragere. Skatteministeren er skuffet, men sætter nu jagten ind på 270 danskere, inden tidsfristen forælder.

Den kolossale HSBC-bank har haft hemmelige konti i den schweiziske afdeling for 666 milliarder kroner. I kølvandet på lækagen har der været hård modstand mod banken ikke mindst i Frankrig. Billedet er fra en demonstration den 26. februar i Paris. (Foto: IAN LANGSDON © Scanpix)

Gennem seks år har Skat forholdt sig passivt til, at oplysninger om tusindvis af hemmelige bankkonti er sluppet ud af den schweiziske afdeling af verdens næststørste bank, HSBC.

I alt er oplysninger om kunder og formuer på sammenlagt 666 milliarder kroner blevet lækket til de franske skattemyndigheder.

Oplysningerne er delt med andre lande, som er i fuld gang med at efterforske skatteunddragelse. Men ikke de danske.

En redegørelse viser ifølge Politiken, at Skat har begået en dobbeltfejl: Ud over ikke selvstændigt at indhente oplysningerne, dækkede Skat sig ind under tavshedspligten, da Politiken spurgte ind til emnet i januar måned.

Det erkender Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen overfor avisen, efter en intern undersøgelse.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) er skuffet over Skats behandling af sagen, men nu er det ud af skammekrogen og i gang med arbejdet, siger han:

- Der, hvor fokus skal ligge nu, er, at vi gennemgår alle de dokumenter, der ligger, og gør det så hurtigt som muligt, så vi sikrer, at der ikke er noget, som falder for forældelsesfristen. Dér ligger fokus for at sikre, at er der penge, som er unddraget beskatning, så kommer de penge i hus, siger Benny Engelbrecht til DR Nyheder.

Fem milliarder kroner med dansk tilknytning

Oplysningerne om kunder og deres formuer på sammenlagt 666 milliarder kroner blev overdraget af en ansat i 2009 til skattemyndighederne i Frankrig.

I alt er 314 kunder med tilknytning til Danmark navngivet i lækagen fra HSBC Banken i Schweiz. De havde placeret i alt 4,8 milliarder kroner i banken.

Det er hos disse 314 kunder (270 med dansk pas), fokus ligger nu, forklarer Benny Engelbrecht, som dog ikke varsler yderligere konsekvenser end en jagt på disse:

- Det, der er vigtigt for mig, er, at der er sket en fejl, og at der er kommet en beklagelse fra Skats ledelses side, og nu må vi fremadrettet undersøge alle detaljer om den schweiziske lækage og hive de midler ind, der kan hives ind i dansk beskatning.

Forældelsesfristen i denne type sager er normalt 10 år. Det vil sige, at Skat har endnu fire år til at finde bevismateriale nok til at indkræve skat.

I samråd om passivt Skat

Som reaktion på redegørelsen har Enhedslistens Frank Aaen nu kaldt Benny Engelbrecht i samråd. Her forlanges blandt andet en uvildig advokatundersøgelse af forløbet.

- Jeg har intet problem i at troppe op i et samråd. Det giver mig mulighed for at komme yderligere rundt om emnet. Der er rigtigt mange ting, der er lavet om siden lækagen. Det, synes jeg også skal tages med i betragtning, siger Benny Engelbrecht.

- Det er ikke bare en ny ledelse i Skat, men også en ny måde, at ministeriet arbejdet på. Den her type fejl må ikke kunne ske frem over. Vi har et helt andet fokus på at gå efter skattely, siger han.