Skatteministeren om Uber og Airbnb: Dialog inden lovgivning

Karsten Lauritzen afviser en gennemregulering af deleøkonomi.

Skatteministeren mener, at man først skal se på den eksisterende lovgivning, inden man evt. smadrer grundlaget for Uber og Airbnb med ny stram skattelovning. (© DR Nyheder)

Først skal der forsøges med dialog, og derefter kan det måske blive nødvendigt med lovgivning.

Sådan lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), efter at flere partier i Folketinget nu kræver, at selskaber som Uber og Airbnb skal kontrolleres af skat, så de danskere, der stiller deres bil eller bolig til rådighed for andre og modtager betaling for dette, også betaler skat.

- Man skal overveje lovgivning og indberetningspligt, men jeg synes, man skal starte med dialog med disse selskaber, hvor de påtager sig rollen med at oplyse udlejerne om skattereglerne, for deleøkonomi er kommet for at blive, siger skatteministeren.

Han foreslår, at man kigger mod Holland, hvor Airbnb allerede nu sender breve ud til deres udlejningspartnere, når det er tid til at udfylde selvangivelsen, og beder de danske selskaber gøre det samme.

- Man skal betale den skat, man skal, og så kan vi se på vores lovgivning og se, om den er forstokket og gammeldags. Den øvelse skal vi politikere også tage på os i stedet for at gennemregulere den her nye virksomhedsform i sådan et omfang, at den ikke kan eksistere i Danmark, siger Karsten Lauritzen.

Han understreger, at langt de fleste udlejninger på Airbnb ligger under det skattefri bundfradrag på 24.000 kroner, så langt de fleste slet ikke skal betale skat og overholder reglerne.

Facebook
Twitter